Segway Apex: Superbike eller showstopper?
Segway er verden over kendt for selvbalancerende transportmidler som et alternativ til dagligdagens kondisko, men virksomheden bevæger sig nu ind på et område der for dem er helt uvant, og til januar vil de afsløre deres seneste koncept ved navn Apex på Consumer Electronics Show (CES).
Maskinen i sig selv ser egentlig frisk nok ud, og der kan drages en del paralleller til nutidens superbikes, men af ukendte årsager har Segway valgt at introducere modellen for verden som en ”super scooter”, hvilket virker mystisk når man tager modellens udseende i betragtning.
Virksomheden er ind til videre sparsomme med tekniske specifikationer, men de påstår at motorcyklen har en tophastighed på lige over 200 km/t, og at den accelererer fra 0-100 km/t på 2,9 sekunder, hvilket gør den til det hurtigste Segway produkt til dato. Hertil kan vi ud fra billeder og video se at modellen er udstyret med upside-down forgaffel, dobbelte bremser ved frohjulet, og at den er trukket i et par Pirelli Diablo Rosso Corsa sutter.
Navnet Apex lyder i sig selv passende til en motorcykel der ud fra et designmæssigt synspunkt banker på døren til superbike-klassen, men om den lever op til navnet må guderne vide. I hvert fald kommer maskinen ikke på noget tidspunkt i nærheden af apex i ovenstående video, og en hurtig YouTube søgning viser, at ingen knæklodser kom til skade under optagelserne af Segway’s elektriske E-sportbike.
Ind til videre kan vi kun gætte på om modellen nogensinde bliver sat i produktion, eller om den blot er ment som showstopper ved CES. Men det kan bekræftes at Segway har indsendt en varemærkeansøgning i Europa for ”Segway E-Sportbike”.