Kawasaki Z650 RS afsløres 27. September
Det er nok en overdrivelse at påstå, at det er verdens bedst bevarede hemmelighed, at vi om mindre end en uge introduceres for en ny Kawasaki Z650 RS.
At det er lige præcis den model, var vi allerede ret overbeviste om her på MagaCin, da Kawasaki Heavy Industries for en måneds tid siden delte en mystisk teaser-video, og den sidste rest af tvivl blev fejet af bordet, da Kawasaki efterfølgende endnu en gang annoncerede den såkaldte Retrovolution med en opfølgende teaser-video.
I videoen du finder i artiklen der er linket til ovenover, blev vores formodning bestyrket af den grønne klassiske Kawasaki Z650, som ses i baggrunden bag en aldrende skakspiller.
Dengang turde vi godt fastholde vores bud på, at den kommende nyhed er en retro-inspireret Kawasaki Z650 RS, og det står vi ved.
Også selvom den seneste teaser-video fra Kawasaki du finder under dette afsnit, heller ikke er specielt afslørende.
Men får vi dog en ide om, at modellen er udstyret med en rund forlygte, vi ser med lidt god vilje to klassisk udseende runde ure i instrumenteringen med forchromede ringe øverst, klassisk udseende sidespejle førerpositionen er opret med et såkaldt cykelstyr.
Vi kan med al rimelighed forvente, at en ny retro inspireret Kawasaki Z650 RS drives af Kawasaki’s velkendte tocylindrede 649cc motor, har fuld LED lygteføring og er proppet med en hulens masse moderne elektronik.
Men også at den klassiske stil er videreført, så mon ikke den klassiske anderøv er bevaret eller genfortolket, og vi gætter også på, at modellen bliver tilgængelig i en udgave med grøn lakering og klassisk udseende stafferinger.
Noter 27. September i kalenderen
Men vi skal heldigvis ikke vente ret længe på alle detaljerne om nyheden, for den nye Kawasaki Z 650RS præsenteres nemlig mandag d. 27. September.
Den glæder vi os også til at se på EICMA.
Noter endelig 27. September i kalenderen, og husk nu at kigge indenfor på MagaCin samme dag.
For vi sidder naturligvis som altid klar ved tasterne i samme sekund den nye Z 650RS præsenteres, og bringer hurtigst muligt billeder og den forventede video samt et skriv om nyheden.