Sidste svenske bageplade trukket ud af ovnen
Det er langt fra den letteste sag i verden, at starte produktion af nye innovative motorcykler op, for tingene forløber ikke nødvendigvis altid som tiltænkt.
Senest har vi set et eksempel fra franske Lazarethmotors, der efter mange års benhårdt arbejde måtte indstille udviklingen af mærkets flyvende mc.
Det kunne ellers have været både meget anderledes og rigtig sjovt, hvis den flyvende motorcykel var blevet sat i serieproduktion, og vi havde fået muligheden for at prøvekøre? bæstet.
Sådan gik det imidlertid ikke, og ganske få dage efter Lazarethmotors er endnu et af de nyere motorcykelmærker desværre bukket under.
Der bliver nemlig ikke trukket flere bageplader ud af ovnen hos CAKE.
Nogle har formentlig fulgt udviklingen hos det svenske mærke CAKE via artikler her på MagaCin som eksempelvis Dansk deltagelse ved CAKE Kalk One Design Race, Fra plastik til papir: Svenske Cake går nye veje, og de mest interesserede har måske endda fulgt det svenske firma via opslag på sociale medier.
Som eksempelvis nedenstående opslag, hvor den svenske producent af elektriske tohjulere for ganske få dage siden annoncerede, at størstedelen af mærkets model Bukk var leveret, og at der nu blev fokuseret på at øge produktionen.
Opslaget herover er delt den 31. Januar 2024, og det lykkedes da også virksomheden at speede tempoet op, men desværre i en uheldig retning.
Allerede to dage efter Facebookopslaget delte Advokatfirmaet FYLGIA nemlig med nyhedsbrevet CAKE 0 EMISSION AB I KONKURS oplysningen om, at bestyrelsen 1. Februar 2024 havde indgivet konkursbegæring for den svenske producent af elektriske motorcykler og offroadere.
Men inden du læser videre, så er det måske sjovt nok, at se præsentationsvideoen for CAKE Bukk, der blev lanceret officielt for knap et års tid siden.
CAKE der blev grundlagt i 2015, og som gennem årene har leveret ca. 6000 køretøjer, beskæftiger omkring 140 ansatte, som desværre ikke kun få udbetalt deres løn i Januar.
Uagtet det ikke var verdens største hemmelighed, at økonomien var anstrengt, så var virksomhedens stifter dog for få dage siden overbevist om, at firmaet ville overleve.
Men sådan gik det ikke.
Den ærgerlige nyhed fremgår i skrivende stund hverken af CAKE’s website ridecake.com eller firmaets opslag på sociale medier.
Men konkursen skyldes efter beskrivelsen på medier som eksempelvis Electrek, at en større investor er sprunget fra.
Sådan lyder det også hos det svenske medie BREAKIT, hvor grundlæggeren Stefan Ytterborn i artiklen Cake går i konkurs – “Overkligt, sorgligt, smärtsamt” blandt andet er citeret for, at han faktisk indtil 31. Januar troede, at man var i mål med finansieringen for den fortsatte drift, men at en stor investor i sidste øjeblik valgte at trække sig.
De elektriske motorcykler fra CAKE så ellers i det mindste ret innovative ud, hvor eksempelvis den terrængående Bukk i videoen længere oppe med en ydelse på 16kW blot vejer 89 kg, og er udstyret med et batteri, som kan udskiftes på et halvt minut uden brug af værktøj.
Men det er altså et faktum, at konkursbegæringen er indgivet.
Uagtet om man er tilhænger eller modstander af elektriske motorcykler, så er det altid lidt ærgerligt, når en motorcykelproducent lukker og slukker.