Sig goddag til Ducati Multistrada V2 – Your everyday wonder
I dag tog Ducati hul på Ducati World Premiére 2022, som er en serie på seks episoder med hvert deres navn, der overlader en del til gætterier.
Den første Episode af Ducati World Première 2022 løb som sagt af stablen i dag d. 30. september klokken 16.00, og herefter følger to afsnit i oktober måned, to afsnit i november, og til sidst et enkelt afsnit i december, hvor 2022 Ducati DesertX med nyudviklet stel, 21″ forhjul og den vandkølede 937cc Testastretta motor præsenteres.
30. september 2021:- Episode 1 | Your everyday wonder
14. oktober 2021: – Episode 2 | Mark your roots
28. oktober 2021: – Episode 3 | Rule all mountains
11. november 2021: – Episode 4 | A new Fighter in town
25. november 2021: – Episode 5 | The evolution of Speed
9. december 2021: – Episode 6 | Dream Wilder – DesertX
Den første præsentation
Som du nok kan se i listen herover, så er det ikke helt til at gætte hvad Ducati vil præsentere de forskellige dage – bortset fra DesertX d. 9. december.
Normalvis har vi ret godt fat i rygter og gode gæt, og rammer derfor som regel hovedet på sømmet når producenterne offentliggør, at de har planlagt en præsentation. Men modellen Ducati præsenterede i dag havde vi ikke spået komme.
En værdig efterfølger?
Ducati Multistrada 950 skifter navn til Ducati Multistrada V2, og netop navneskiftet er faktisk en af de helt store ændringer til 2022.
Udover det nye efternavn er modellen nemlig “kun” en opdatering af Multistrada 950, og ikke ligefrem nogen revolution.
Ducati har i denne ombæring satset stort på ergonomi, vægtreduktion og opdateringer i motoren.
Blandt opdateringerne er den seneste version af Ducati’s 937cc Testastretta V-twin, som på papiret leverer 113 heste ved 9.000 omdrejninger og har et maksimalt drejningsmoment på 96 Nm ved 7.750.
Motoren der, til Ducati tilhængeres glæde, er monteret i et trellis stel, er altså en forfinet version af den som vi finder i både Monster, Supersport 950 og Hypermotard 950.
Ærgrer du dig over at det ikke er den samme rappe 955cc motor med 155 friske hypper som er at finde i Panigale V2, så kan du til gengæld glæde dig over, at Ducati har forfinet komponenter som plejlstænger, kobling og gearkasse.
Disse ændringer har skåret to kilo af den samlede vægt, hvoraf 1,5 kilo alene udgøres af den nye kobling.
I alt har modellen tabt sig fem kilo, og resten af vægttabet er at finde i de nye spejle og fælge, som er udledt af Multistrada V4, men også noget så småt som flangerne i de forreste bremseskiver.
Derved vejer modellen nu 199kg tør.
10mm er der skåret af sædehøjden, så der nu kun er 830mm op på det nye sæde, som smaller mere ind mod tanken end på forgængeren, og højden kan faktisk justeres helt ned til 790mm med et par stumper fra eftermarkedskataloget.
Leveres i to versioner
Den lille Multistrada kan, ligesom storebroren, leveres i to versioner; Multistrada V2 og Multistrada V2 S.
Begge modeller leveres med en yderst fornuftig elektronikpakke som omfatter køreprogrammer, power modes, corner ABS, traction control og vehicle hold control.
Men vælger man at smide lidt flere penge efter projektet, og investerer i en Multistrada V2 S, får man den udsøgte fornøjelse af at nyde turen på nakken af Ducati’s semi-aktive Skyhook EVO-affjedring.
Men det er ikke det eneste du får, hvis du vælger “luksus-modellen”. For V2 S er blandt andet også udstyret med fartpilot, kurvelys, quickshifter op og ned, baggrundsbelyste kontakter, og en mobil-kompatibel 5″ TFT-instrumentering.
Priser og levering
Da Ducati Danmark formentlig er gået i seng for at samle energi til endnu en fantastisk dag i morgen, er det i skrivende stund ikke muligt at fremskaffe priser og forventet leveringsdato på de to modeller, men vi opdaterer naturligvis artiklen så snart vi ved mere.
I mellemtiden kan du få opfrisket dit italienske i præsentationsvideoen herunder: