Smart patent fra Harley-Davidson
Problemet: du elsker fællesture med en lang række motorcykler i skøn forening. Men du får spat af hele tiden at skulle regulere på gassen, fordi der er meget trafik – eller dem foran dig bare ikke er så gode til at køre motorcykel som dig. Det sidste? Nå, det tænkte vi nok.
Anyway, en ny patentansøgning viser at Harley-Davidson har været på forkant med udviklingen. Patentansøgningen beskriver en adaptiv fartpilot – men med et twist. Den kan nemlig registrere køretøjer foran og tilpasse sig hastigheden. Men den kan også registrere den anden motorcykel lidt foran dig, som du deler vognbane med. I den anden hjulbane i vognbanen, som man typisk gør ved kortegekørsel. Typisk låser adaptive fartpiloter sig kun fast på ét enkelt køretøj foran.
Patentet beskriver også muligheden for at regulere hvor lang afstanden til de som kører foran, og til siden, skal være.
Med en adaptiv fartpilot som registrerer flere køretøjer på én gang, bliver det nemmere at slappe af under tællesturen. Måske kedeligt, alt efter temperament, men heldigvis kan man jo slå det fra. I hvert fald er det teknologisk en væsentlig overbygning på den adaptive fartpilot andre motorcykelproducenter arbejder med.
Adaptiv fartpilot, eller automatisk cruise control er ved at være standardudstyr i mange nyere biler. Eller i hvert fald noget som kan tilkøbes for begrænsede midler. I takt med at teknologien bliver mere almindelig – og for motorcykler i særdeleshed – mindre vægt- og pladskrævende, vil det også blive tilført motoriserede tohjulere.
Smart teknologi, hvor det ville være skønt hvis dele af programmeringen kunne blive solgt til bilbranchen, så de bliver bedre til at registrere motorcykler.