Sprængfarlig vinter udgave
Det er med blandede følelser dommerne prøvekører modellerne ved årets motorcykel 2016. Moderne motorcykler er generelt rigtigt gode, men nogle af modellerne i årets deltagerfelt skiller sig ud fra de andre ved deres helt specielle karakteristika.
En af disse er Kawasaki ZX10R Winter Edition. Efter den første korte prøvekørsel ligger en ting helt fast. Denne model er uegnet for børn, og bør omgås med største forsigtighed.
Når Kawasaki ZX10R har bestemt sig for at skynde sig hurtigt, så går det dælme rask fremad, og det er bedøvende ligegyldigt om den svagtseende har glemt brillerne, når omgivelserne alligevel fremstår sløret ved de hastigheder Kawa'en fastlægger.
Medlemmer af dommerpanelet har modellen mistænkt for at være udstyret med raketmotor drevet af fast brændstof. Det vil sige at der ikke er nogen vej tilbage når brændstoffet er antændt. Det er så fedt at køre motorcykel, men det er altså ikke uden en vis ærefrygt vi antænder lunten på Kawasaki ZX10R Winter Edition.