Tilbagekaldes: Handsker med kræftfremkaldende stof
Uanset om vi snakker kørsel på løst, fast eller alternativt underlag kan du vide dig sikker på, at Alpinestars har en løsning som passer dertil. Alpinestars har nemlig været med i spillet omkring sikkerhedsudstyr i en rigtig lang årrække, og har ry for at producere nogle rigtig fine produkter i gode materialer til alle former for motorsport; Til lands, til vands og i luften.
Så uanset om du agter at nå til tops i kongeklassen MotoGP, vil have mudder mellem knopperne, beskæftiger dig med motorsport til søs eller blot vil være sikker på søndagsturen, så har Alpinestars et bud på ordentlig beskyttelse.
Her på redaktionen beskæftiger vi os primært med at drøne rundt på asfalt, og så er det bare lækkert at være iklædt noget ordentligt læder fra top til tå.
Men selvom flere af os føler os bedst beskyttet i et stykke med ko, så lurer der tilsyneladende andre farer, som man ikke lige tænker over, når man erhverver sig noget nyt grej.
Risiko for allergi og kræft
På den europæiske kommissions hjemmeside, under fanen ‘Safety Gate: the EU rapid alert system for dangerous non-food products‘, finder vi en advarsel omkring et par handsker fra Alpinestars.
Advarslen gælder den populære model Alpinestars GP Plus – produceret i 2016 med batchnummer OA86990 – og går ud på, at man har opdaget stoffet Chromium (VI) i en mængde af 17mg/kg, som kan fremkalde allergiske reaktioner og i værste tilfælde forårsage kræft.
Derved slipper handskerne ikke gennem nåleøjet i REACH regulativet.
REACH står for Registration, Evaluation, Authorisation and Restriction of Chemical substances og er navnet på en forordning fra Europa-Kommissionen der har til formål at sikre, at de 100.000 forskellige typer kemikalier, der bruges i EU, er dokumenteret med hensyn til sikkerhed for mennesker og miljø.