Triumph med 18% mere power
Den traditionsrige britiske producent Triumph teasede helt i tråd med en række andre mærker, med inciterende video for et par nyheder til mc-showet Intermot i Köln.
Mere sjov, flere kræfter og mere stil var budskabet i videoerne du kunne se her på MagaCin en uges tid før Intermot løb af stablen. 2019 udgaverne af Triumph Street Twin og Triumph Street Scrambler har ikke fået den store kosmetiske overhaling til 2019, og man skal under huden på søskende-modellerne for at finde de væsentligste nyheder.
Netop på grund af at de to modeller er nært beslægtede, kommer det ikke som nogen overraskelse at Triumph har kunnet økonomisere og opdatere to modeller i ét hug, hvor begge modeller sammen med en lettere kosmetisk makeover som inkluderer LED baglygte får opfrisket instrumenteringen.
Men den mest gennemgribende opgradering er nok motoren, som på begge modeller fra Triumphs Modern Classics serie er en 8-ventilet 900cc twin med 270 graders krumtap der før ydede 55hk, men som med opdateringerne til 2019 får et boost i effekt på 10 hestekræfter.
Med vægtoptimeringer og ændringer som magnesium motordæksler, lettet krumtap, ny balanceaksel og ny Torque-assist kobling, er omdrejningstællerens røde felt hævet med 500 til 7500 omdr. og maksimal effekt leveres nu ved 7400 omdr. sammenlignet med 5900 omdr. på forgængeren. Maksimlalt moment på 80Nm leveres ved 4000 omdr.
Til at holde styr på den øgede effekt, får begge modeller valgfri køremodes Rain og Road. Forgaflen har ligeledes fået en overhaling med opgraderede interne komponenter, og den forreste Nissin bremsecaliper er udskiftet med en 4-stemplet Brembo bremsecaliper.
Udover at der naturligvis også tilbydes opladning via USB, er der rig mulighed for opgraderinger som eksempelvis dæktryksovervågning fra det omfangsrige tilbehørskatalog.
Triumph lover endvidere forbedret komfort og dynamisk førerergonomi, hvilket vi ser frem til at teste ved først givne lejlighed.