Udstyr til det lille Honda-eventyr - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Udstyr til det lille Honda-eventyr

Adventurespec klar med grej til din CRF 300 L
17/04-2022 kl. 07:15
Anslået læsetid: 6 Minutter

Udvalget af store kraftige adventurebikes med masser af heste i stalden, god plads til passagerer og bagage samt avanceret udstyr er ganske enkelt forrygende. I sidste sæson havde vi blandt andet KTM 1290 Superadventure S, politiets nye tjenestemaskine Ducati Multistrada V4 S, og Harley-Davidsons første bud i kategorien en tur gennem testmøllen.

Nogle mener dog at småt er godt når det gælder adventurebikes, og lav pris samt lav vægt er da heller ikke sådan at kimse ad. Udstyrsproducenten, Adventure Spec, abonnerer bestemt også på denne filosofi med deres “Light is right” slogan, og til en af de små maskiner i segmentet, Honda CRF 300 L, som vi testede sidste sæson, har Adventure Spec nu en række produkter klar, som gør Hondaen mere eventyrklar.

Beskyttelse
Det ideelle eventyr foregår selvfølgelig i høj sol akkompagneret af sommerlige temperaturer. Virkeligheden spiller dog ikke altid bold med vores forestillinger, så derfor er lidt beskyttelse mod vejrliget altid en god ide på en rejsemaskine, uagtet størrelsen.

Til det formål vil Adventure Spec gerne sælge dig en minivindskærm, der angiveligt er lige til at skrue på. Du kan vælge mellem farverne sort, hvid og rød, alt efter din smag. Ud over at skærme dig fra vind og vand, er det også muligt at fastgøre GPS, roadbook eller andet relevant udstyr.
Prisen for den lille vindskærm er 137,96 Euro, eller en god tusindkroneseddel.

Minivindskærmen skulle være nem at montere

Da CRF 250 L blev til CRF 300 L, begavede Honda maskinen med en længere fjerdervandring på henholdsvis ti og tyve millimeter for og bag, og dermed også øget frihøjde, hvilket fører til færre konflikter mellem underlaget og Hondans nederste dele.

Skulle du alligevel være bekymret for at få kradsemærker på CRF’erens bug, vil Adventure Spec gerne sælge dig en bundplade til beskyttelse af motoren. Modsat den lille vindskærm, så kan du udelukkende bestille den fire millimeter tykke plade i sort, men ligesom vindskærmen, skulle den være nem at skrue på.

Selvom pladen angiveligt er nem at skrue af og på, har Adventure Spec efterladt et lille hul til bundproppen, så beskyttelsespladen ikke skal pilles af ved olieskift.
Den ekstra beskyttelse tilføjer 1.630 gram til dine maskines vægt, men letter din sparegris for godt 967 kroner.

Det rette kompromis mellem styrke og vægt ifølge producenten

Kommer du til at smide din CRF 300 L ned på siden, kan eventyret hurtigt være ovre, hvis køleren bliver bøjet og springer læk. For at forhindre det scenarie, kan din Honda forkæles med en forstærkende ramme til netop køleren.

Som bundpladen er kølerforstærkningen produceret i aluminium, og er dermed også både let og stærk – den vejer ikke mere end 240 gram, eller det samme som bøffen i en god burger.
Dog er prisen lige et nøk højere end hvad selv de bedste burgere koster, nemlig 535 kr.

Med beskyttelsen skulle risikoen for en utæt køler være kraftigt reduceret

Bagage og en fin bagdel
Tager du på et længerevarende eventyr på din Honda CRF 300 L, vil du ganske givet gerne have lidt bagage med. Fra fabrikken har man ikke gjort sig særligt umage med at gøre plads til den slags, men som du sikkert har gættet, har Adventure Spec en løsning klar til dig.

For cirka 750 kr. kan du anskaffe dig noget så simpelt som en bagagebærer, og du kan endda vælge mellem hele fire forskellige farver, nemlig rød, sort, grå eller hvid.
Akkurat som de andre produkter til den lille Honda, fremhæver Adventure Spec bagagebæreren som værende let og stærk på samme tid.
Om det nu helt er tilfældet kan muligvis diskuteres, for godt nok vejer bagagebæreren blot 1.380 gram, men bør ikke lastes med mere end fire kilo. Dermed er der altså grænser for, hvor mange pakkenelliker du kan have med.

Tænk dig om, inden du bare læsser på

De fleste som tager bagage med på Hondaen, vil sikkert vælge en form for saddeltaske a la Enduristan Monsoon, eller måske nogle af de mange andre muligheder der findes på markedet. Uagtet hvilken model der vælges, er det nu rarest, at taskerne ikke flapper alt for meget rundt når du møder buler i underlaget eller en kradsbørstig sidevind.

Disse problemer kan du undgå hvis du anskaffer dig Side Luggage Support Rack. Der er tale om et alsidigt beslag, hvor mulighederne nærmest er uendelige for at tøjle bagagen fra at komme på afveje.
Adventure Spec fremhæver i øvrigt, at det alsidige beslag ikke gør CRF 300 L unødvendigt bredrøvet.

Med Luggage Support Rack kan du nemmere få din sager med dig

Apropos røv, så vil Adventure Spec enormt gerne sælge dig en såkaldt tail tidy, så netop bagenden af lille Honda bliver lettere, stærkere og mindre omfangsrig.
At denne stump skulle være essentiel for at tage på eventyr er tvivlsomt, men knapt så meget plastik bagtil klæder bestemt CRF’eren.

En mere ryddelig bagende

Går du helt amok i dele til Honda CRF 300 L på Adventure Specs hjemmeside, tilføjer du omkring 6.580 gram til din lille eventyrer, men til gengæld letter du din tegnebog for 780 Euro, eller hvad der svarer til omtrent 5.800 kr. i alt.
Om det er pengene værd, vil vi lade være op til dig at vurdere, men har du allerede erfaringer med stumperne, så smid gerne en kommentar herunder.

Vil du vide endnu mere om tilbehøret til Hondaen, kan du se videoen herunder, hvor hver enkelt stump og monteringen af dem gennemgås.

Del med en ven

En person snakker om “Udstyr til det lille Honda-eventyr

  1. Prøv at tjekke denne side fra Oregon USA
    SRG Moto.
    De har alt det i lige mangler i jeres indlæg. (Også til andre Adventure modeller) komplet rack med ekstra benzin dunk indvendig, lige til at monterer tasker på, samt sænknings sæt og lavt sæde
    Mvh
    Kent
    Kent

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start