Verdens sejeste kaffemaskine
Kender du det? Du vil gerne have en espressomaskine, men kan ikke forlige dig med espressomaskinernes fesne design. Det er bare ikke rock'n'roll og bikeragtigt nok. Nå, det kender du ikke? Nej, det gør vi faktisk heller ikke, men godt det ikke afholder de gode folk ved DaVincie Motors fra at opfinde noget, som ingen i verden vist rigtig har manglet – men fra nu af gerne vil have: en V2 espressomaskine.
Og det med V2 skal tages meget bogstaveligt: to store luftkølede Harley-Davidson cylindre dominerer designet. Hvor stødstængerne normalt ville være, går metalrør op til betjeningsgrebene, så der er mulighed for at skumme mælk og den slags. Formentlig. Undertegnede er ikke barista og har derfor meget begrænset viden udi forskellige Italienske variationer af kaffe med mælk, og hvordan man fremstiller det. Andre fine detaljer er tændrørene, som der også sidder ledninger i, samt en klassisk forlygte på den nederste del af maskinen. Målere og visere er også holdt i motorcykelånden.
Og som det sømmer sig for store V2'ere, er vægtoptimering ikke af højeste prioritet. Konstruktionen vejer 45 kg, men kommer også i sin egen solide transportkasse, så man kan tage den med rundt til blær.
På redaktionen vil vi naturligvis gerne have en ordenligt motoriseret espressomaskine, men investeringen for den billigste model løber op i hele 8.990 €, eller godt 67.130 kr, og til den pris kan man sådan set få en kørende V2'er.
Hvis du vil se nærmere på en af verdens sejeste espressomaskiner, kan du se den her.