Verge Mika Häkkinen Signature Edition
Den nyetablerede finske motorcykelproducent som startede op under navnet RMK Vehicle Corporation afslørede i 2019 en fungerende prototype af modellen E2, og virksomheden skiftede efterfølgende navn til det lidt mere mundrette Verge.
Mærkets elektriske motorcykel med motoren integreret i et navløst baghjul syntes vi dengang så ret spændende ud, så vi fik samme år en sludder med folkene bag mærket ved efterårets store mc-messe EICMA i Italien, og besøgte som du kan se i Video: Med MagaCin på EICMA også mærkets stand ved mc-messen i 2021.
Mod slutningen af 2022 kunne producenten både løfte sløret for en stærkere og mere avanceret Verge TS Pro, og derudover oplyse om, at serieproduktion af både basismodellen Verge TS og Verge TS pro langt om længe blev indledt.
En rigtig interessant oplysning i den forbindelse var, at TS Pro modellens 20,2 kW batteri kunne oplades fra 0 til 80% på blot 35 minutter via DC fast charging.
Tidligt i indeværende år præsenterede finnerne ved forbrugernes store elektronikmesse CES i Las Vegas en ny Verge TS Ultra med 201 hk og 1200 Nm, som er en noget skarpere model end både Verge TS og Verge TS Pro.
Essentielle tekniske specifikationer oplyser om en motor som leverer 201 hk, et maksimalt drejningsmoment på 1200 Nm, en accelerationstid fra 0-100 km/t på 2,1 sekunder, en tophastighed på 200 km/t, en opladningstid på 25 minutter med hurtigladning og en rækkevidde på op til 375 kilometer… Og nu er endnu specialudgave af Verge TS afsløret.
Det er Verge TS Pro som danner basis for Mika Häkkinen Signature Edition, der er designet i samarbejde med den tidligere Formel 1 kører Mika Häkkinen med to VM-titler på CV’et.
Mika Häkkinen-udgaven af Verge TS Pro er udstyret med specielle detaljer som eksempelvis det nummereret skilt, der som modelnavnet indikerer er signeret af den finske Formel 1 kører, sort affjedring, helt egen to-tonet lakering i mørkegrå og sølv, keramisk coating, specielt læder på sædet samt detaljer i kulfiber.
Modellen produceres i et begrænset oplag på blot 100 eksemplarer, og er prissat til € 80.000,- hvilket efter aktuel valutakurs i skrivende stund svarer til Dkr. 595.744,-, og det er uden danske afgifter.
Læs mere om specialudgaven af Verge TS Pro på Verge’s website i denne sektion dedikeret til modellen.