Video: Ultimativ selfie-bike fra Ural
Video: Ultimativ sidevogns selfie-bike fra Ural
Den russiske motorcykelproducent Ural blev grundlagt i 1941, og fik straks til opgave at forsyne ruslands væbnede styrker med sidevogns-motorcykler, som fandt anvendelse under anden verdenskrig.
Når man ser importerede ældre Ural motorcykler til salg på det danske brugtmarked, er de ganske ofte udstyret med sidevogn, og netop denne specialitet har producenten holdt fast ved.
Det samme er tilfældet med endnu en specialversion fra producenten, men sidevognen indeholder i dette tilfælde noget ganske særligt, for her har man indrettet noget så bizart som en overdækket landingsplads til en drone. Jo, jo… du læste rigtigt.
Ural betegner på deres hjemmeside Ural Limited Edition Air, som en blanding der afspejler designernes fascination af Urals klassiske design og banebrydende ny teknologi.
Motoren er traditionen tro en 749cc boxer med 2 ventiler pr. cylinder der yder 41hk v. 5500 omdr., men de relativt beskedne hypper trækker ikke nødvendigvis baghjulet alene. Baghjulet drives af stang – eller kardan om man vil – men ved bøvlede opgaver i terræn er det muligt at tilkoble træk på sidevognens hjul. Udover 4 fremadgående gear er der såmænd også bakgear på modellen.
Altså en traditionel beskrivelse af en Ural motorcykel, som i dette tilfælde er eksklusivt udstyret med Brembo bremsecalipere forrest og på sidevognen.
Noget mere utraditionel er tilføjelsen på Ural Limited Edition Air, hvor man især bør bemærke det sidste efternavn AIR.
Forrest på sidevognens overside er der nemlig som tidligere nævnt en indbygget landingsplads til en drone.
Passageren i sidevognen – der udover at fungere som navigatør – kan smykke sig med titler som fotograf og dronepilot, kan med et enkelt tryk på en knap fjerne taget over dronens landingsplads.
DJI Spark kameradronens fjernbetjening som er fastgjort på sidevognen bruges til at sende dronen i vejret, så man kan få et overblik over strabadserne forude, eller forevige sig selv og føreren på video.
Ural Limited Edition Air leveres naturligvis med en teleskopisk selfie-stick, der også kan fungere som mast for den medfølgende vindpose.
På redaktionen ved vi sgu næsten ikke om vi skal grine eller græde over modellen som produceres i et begrænset oplag på 40 stk.
Berettigelse?? Måske et hit for reality stjernen eller youtuberen der ønsker at udforske vildmarken på tre hjul??