Vild elektrisk knoldhopper er gadeklar
Tilbage i 2021 meldte en svensk stiftet virksomhed ud, at man inden længe ville være klar med en imponerende eldrevet MX-maskine, som skulle bryde grænser for både bæredygtighed og præstationer.
Det skulle ske med en vandkølet 360-volts motor, som er i stand til at levere ikke mindre end 80 hestekræfter med et maksimalt drejningsmoment på 938 Nm, i en samlet pakke på blot 110 kilo.
Siden dengang har den hidsige ulv fundet vej til friske sjæle verden over, som i stigende grad deler deres oplevelser med modellen på det store internet – både fra lukkede anlæg og på offentlig vej.
Men version 1.0 er altså fremstillet til brug på lukkede anlæg og har hverken lygter, reflekser eller nummerpladeholder.
Her på redaktionen kan vi dog sagtens forstå, hvorfor nogle føler sig fristet til at begive sig ud i offentligheden på nakken af en Varg. For den er hylemorsom at køre på og faktisk også skruet rigtig fint sammen.
Det erfarede vi tidligere på året, da undertegnede sammen med MagaCin’s adventureskribent teamede op med gutterne fra Westcoast MX, som står for at hive Stark Varg til Danmark, og fik en prøvetur.
Klar til gaden
Men nu er der godt nyt til dem, som har en ustyrlig lyst til at mærke det vilde moment andre steder end på lukkede baner … og så endda helt uden at genere Fru Jensen med alt for meget larm og røg.
For Stark Future har nemlig lige præsenteret Stark Varg EX, som kan indregistreres, og det med en række opdateringer til den i forvejen ret fine opskrift.
Når vi snakker elektriske motorcykler, er rækkevidde en af de første ting, de fleste tænker på. Og her melder Stark Future, at den nye EX-model er udstyret med 20 % mere batterikapacitet end den tidligere model, men den samlede køretid er stadig opgivet til 6 timer.
Den ekstra mængde strøm kan dog alligevel have stor betydning for hverdagsanvendelighed, hvor fremtidige ejere også kan nyde godt af et navigationssystem.
Den gadelovlige model er naturligvis udstyret med lygter og nummerpladeholder, men har også fået en større overhaling på både stel og affjedring, da der jo ikke længere er tale om en hardcore MX-maskine.
Stark Varg EX kan ligesom forgængeren leveres i både en 60-hestes og en 80-hestes udgave, hvor førstnævnte koster 99.000 danske kroner, og den vildeste koster 10.000 kroner mere.
Levering er ifølge den danske forhandler sat til d. 10. februar, og modellen kan forudbestilles mod et depositum på 10.000 kroner.