Vins kompenserer for miljøforkæmpernes mareridt
Husker du den frække rappe totakter Vins Duecinquanta Competizione, vi her på siden i November måned 2019 beskrev i artiklen miljøforkæmpernes mareridt?
Her kunne du ikke blot læse om producentens carbonklædte racerversion Vins Duecinquanta Competizione – med en kampvægt på blot 102kg til 75 hestekræfter – men også om den fuldt lovlige gadeversion Vins Duecinquanta Strada, der blot vejer 3 kg mere end raceren.
I samme artikel kunne du også se en video, hvor vi fik lov til at høre en smule til den hidsige 90° V-twin 249,5cc totaktsmotor med benzinindsprøjtning, der leverer ikke mindre end 75 hk.
Kompensation for klimaaftryk
I samme artikel fortalte vi også, at vi ikke vidste om Vins Motors ønsker at kompensere for klimaaftrykket forårsaget af totakterens blålige udstødningsrøg med den elektriske nyhed EV-01. Og dengang sprang vi let og elegant over den elektrisk drevne nyhed.
Men det er måske en lidt uretfærdig behandling af Vins Motors' miljøvenlige nyhed, som selvfølgelig også skal have sin retfærdige del af opmærksomheden.
Kendt teknik krydret med lækkerier
Vins EV-01, hvor betegnelsen EV angiveligt står for Electric Vins, er nemlig ikke en gennemsnitlig elektrisk drevet stangvare-motorcykel produceret på billigst tænkelige måde.
Den italienske producent har udstyret EV-01 med den allerede kendte og gennemprøvede ZF75-5 motor fra amerikanske ZERO Motorcyles, der yder 52KW – eller ca. 70 hk – samt et moment på 150 Nm.
Derudover ser vi et visuelt udtryk, der læner sig mere end kraftigt op ad Duecinquanta modellen, og et lidt utraditionelt materialevalg hvor der er gjort udstrakt brug af kulfiber. Bemærk kulfiber-stellets monocoque design samt kulfiber forgaflen og sørme om ikke også bagsvingeren er fremstillet i det stærke ultralette materiale.
Bemærk at forgaflen, stellet og bagsvingeren samt andre detaljer er fremstillet i carbon
170 kg og en topfart lige over 200
De vægtbesparende elementer bringer køretøjets vægt ned på 170 kg, og producenten lover en topfart på 125 mph, eller lige over 200 km/t.
De tre køremodes indeholder Sport som giver maksimal effekt, ECO der sparer på strømmen, og Custom hvor brugeren kan tilpasse flere forskellige parametre direkte i instrumenteringen eller via app på mobiltelefonen.
Rækkevidden er endnu ikke opgivet, men opladningstiden til 100% når der oplades via en almindelig stikkontakt opgives til 9.8 timer. En tid der kan barberes ned til to en halv time med hurtiglader.
Totakter eller ellert?
En interessant nyhed, når man tænker på at det ikke er så forfærdeligt længe siden vi savlede over producentens hysteriske totakter.
Hvis du selv skulle vælge, blev det så totakteren eller EV-01 “ellerten”?
Herunder tekniske specifikationer for Vins EV-01
Powertrain – Zero motorcycle
Max capacity – ≈14 kWh
Max power – >70 hp (52kW)
Max torque – >150 Nm
Max speed – ≈125 mph
Chassis – structural carbon fiber monocoque
Castor angle – 23° adjustable
Front suspension – double A-arm with monoshock absorber and carbon fiber fork
Rear suspension – double actuation push-rod parallel with monoschock absorber; carbon fiber swingarm
Brakes – front 300 mm double disc with radial caliper, rear 220 mm single disc with single caliper
Wheels – 120/70 -17” – 160/60-17”
Weight – ≤170 kg
Wheelbase – 1.380 mm
Power to weight ratio – ≈0,41 hp/kg
Charge time (standard) – 9,8 hours (100%) – 9,3 hours (95%)
*with charge tank option – 2,5 hours (100%) – 2 hours (95%)