Årets Honda forhandler 2013
Rydbergs MC i Aidt var sidste år den af de 19 Hondaforhandlere i Danmark, der solgte flest nye Honda-motorcykler, og firmaet er netop blevet hædret af Hondaimportøren for resultatet.
– Vi har solgt omkring 20 procent af de Hondamotorcykler over 125 ccm, der er solgt i 2013, og vi er selvfølgelig stolte af placeringen, siger Mette Rydberg og Henrik Rydberg, indehavere af Rydbergs MC i Aidt.
Baggrunden for succesen og de flotte salgstal er dels den gode service og kundekontakt, som forretningen er kendt for og som gør, at kundekartoteket dækker hele landet.
Dertil kommer en meget bevidst indkøbspolitik.
– Vi køber ind, så vi kan sælge til vore kunder til den helt rigtige pris, forklarer Henrik Rydberg.
Der er således købt Hondaer ind i store partier, hvorved der er opnået betydelige rabatter, der kommer kunderne til gode.
I øjeblikket er der op mod 100 nye Hondaer på lager hos Rydbergs MC.
– Vi har allerede haft en del henvendelser fra interesserede kunder og om kort tid er vi klar med de nye 2014-modeller, som vi regner med at præsentere for vore kunder ved et arrangement 8. februar. Der kan vi blandt andet præsentere den nye CBR 1000 RRSPA, som indtil nu kun er i Danmark i det ene eksemplar, vi kan vise frem, siger Henrik Rydberg.
– På baggrund af succesen i 2013 er vi godt forberedt på den kommende sæson og har allerede købt ind, så der kommer en række gode tilbud i de næste måneder, tilføjer Mette Rydberg.