Augustløbet på Ring Djursland
Ring Djursland lagde i weekenden asfalt til årets Augustløb, hvor der blev kørt race på både to og fire hjul på racerbanen på Jyllands næsetip. Tohjulerne var repræsenteret af medlemmerne fra Aarhus Motor Klub, som kæmpede om bl.a. klubmesterskaberne indenfor Road Racing-klasserne, og her blev man vidne til en række løb, der både var tætte og dramatiske specielt for de moderne maskiner.
I Super Bike-klassen stod kampen om guldet mellem Erik Thomsen, Grenå, og Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup, og selv om djurslændingen lavede en god start i det afsluttende løb og kom i front, så var det Ulrik Døssing Nielsen, der vandt.
Guldet i Super Sport 600-klassen gik til Christopher Gøth, Farsø, der som den eneste af kørerne på de lidt svagere maskiner kunne give de hurtigere Super Bike-kørere kamp til stregen. Det blev til et klart mesterskab til Christopher Gøth, mens kampen om andenpladsen var utrolig hård. Gennem hele finaleløbet havde John V. Høj, Hornslet, og Benny Haslev, Trige, en hård dyst, hvor der sjældent var mere end en meter eller to imellem dem, men desværre faldt afgørelsen i sidste sving på sidste omgang, da Benny Haslev røg af banen og styrtede. Benny Haslev blev efterfølgende kørt til undersøgelse for smerter i bryst og ryg.