Billigere endurosport - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Billigere endurosport

MC-sporten Enduro fritages for registreringsafgift
23/11-2009 kl. 07:00
Anslået læsetid: 2 Minutter

Efter 10 års lobbyarbejde er det lykkedes for enduro-sportens repræsentant Henrik Løvenskjold i samarbejde med Danmarks Motor Union (DMU) at få fritaget sportens idrætsudøvere fra at skulle betale MC-registreringsafgift på deres sportsudstyr, når de benytter udstyret ved transportstrækninger.

Reglen om afgiftsfritagelse er identisk med den som bilsporten Rally tidligere har opnået.

I foråret 2009 indskrev Færdselsstyrelsen enduro- og trial motorcykler i “Vejledningen om syn af køretøjer – Motorcykler til motorløb”. Desuden har DMU i midten af november måned modtaget et brev fra Skatteministeriet om ligestilling af Enduro og Trial med Rallysporten med hensyn til registrering af køretøjer.

Den ændrede behandling af endurosporten betyder i praksis, at det nu er muligt at arrangere såkaldt “type 1” enduroløb – med enkeltstart, transportstrækninger på offentlig vej og i terræn – samt med tidsmålte specialprøver.

På grund af de hidtige regler om registreringsafgift, er de fleste enduromotorcykler hidtil ikke blevet indregistreret, hvilket har medført, at de i stedet er blevet transporteret på trailer eller i bil mellem prøverne i “type 1” enduroløb.

For 10 til 15 år siden var størstedelen af enduromotorcykler indregistrerede, men typisk af ældre årgange, og de var derfor relativt billige i registreringsafgift. Men med et stigende ønske om nye motorcykler er sporten blevet uforholdsmæssig dyr. En ny enduromotorcykel til 70.000 kroner koster med registreringsafgift ca. 168.000.

“Det er en meget vigtig sejr for vores sport, at vi nu får mulighed for afgiftsfritagelse på vores idrætsudstyr. Man kan blot forestille sig at fodboldstøvler, eller golfkøller, blev pålagt en ekstraafgift på op til 180%. Det ville også blive mødt med stærk undren”, udtaler Henrik Løvenskjold, DMU, som gennem alle 10 år, har været primus motor i lobbyarbejdet for ændring af reglerne.

DMUs formand Jørgen Bitsch opfatter ligeledes afgiftsfritagelsen som en meget vigtig nyhed.

“Endurosporten har i mange år haft vanskelige kår i Danmark, men med Færdelsstyrelsens- og Skatteministeriets ændring af praksis, og med alle formalia på plads, så er muligheden for en fremtidig positiv medlemsudvikling i sporten øget.”

Rent praktisk betyder ændringerne, at DMU, efter teknisk kontrol og godkendelse, udsteder et “godkendelsesblad for sportsmotorcykel”. Herefter kan motorcyklen fremstilles til registreringssyn ved godkendte synssteder.

DMU's procedurer for godkendelse forventes på plads i første kvartal 2010.

Motorcyklen vil til løb blive forsynet med “prøveskilte til motorløb”. Disse skilte vil kunne bestilles på Skat's motorkontor for 100 kr. pr. dag.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start