Danske kvinder vil køre med i toppen
Danmark plejer at være med i front, når kvindernes VM i motocross (WMX) afvikles sideløbende med MXGP. Kvindernes VM har til gengæld færre afdelinger, og derfor er det vigtigt at præstere ved hvert løb for at hente de afgørende point i den samlede stilling.
De tre danske kørere peger alle på, at det er vigtigt at bevare stabiliteten gennem sæsonen, mens man samler erfaring fra hver afdeling. Mens Sara og Line har samlet erfaring fra flere VM-sæsoner med målet om at komme i henholdsvis top-3 og top-5 i år, så havde Malou VM-debut i 2020 og har i år et klart mål om at markere sig mere ved løbene og slutte i top-10.
Der har været mange forberedelser for de danske MX-kvinder siden sidste VM med mest mulig træningstid for at komme topform og sikre sig, at deres setup med maskine og udstyr er optimalt. De fremhæver også vigtigheden af at forberede sig mentalt, så de ikke mister troen på egne evner, hvis de laver fejl til et løb.
Det er heller Ikke kun optimismen blandt de danske MX-kvinder, der er stor. Alle glæder sig til at komme i gang med afdelingerne og ud på den internationale motocross-scene.
Line Dam, Randers Motor Sport:
– Jeg glæder mig til at få kørt nogle flere løb, som jeg føler, at jeg mangler. Første VM-afdeling er altid speciel, for man ved aldrig rigtig, hvor i feltet man ligger. Banerne til VM er også meget anderledes end de danske baner, så det er rigtig svært at træne til et VM-løb. Heldigvis kender jeg efterhånden de fleste baner, og det er helt klart en fordel, for jo flere VM-sæsoner man kører, des mere rutineret bliver man.
Sara Andersen, Motorcykel Clubben Svendborg:
– Jeg glæder mig helt vildt til VM og kan allerede mærke, at formen bliver bedre for hvert løb her i starten af sæsonen. Sidste år missede jeg en afdeling grundet en skade, og det blev umuligt for mig at nå det ønskede resultat. Jeg tog derfor sæsonen heat for heat og ikke som en samlet serie, og det vil jeg tage med mig i år sammen med troen på, at jeg kan gøre det godt, da jeg tidligere har vist, at jeg kan være med i toppen.
Malou Jakobsen, Børkop Motor Sport:
– I forhold til VM føler jeg mig klar, da jeg allerede nu har kørt en del løb både i Danmark og i Sverige. De fleste VM-baner er selvfølgelig ukendte for mig og det kan blive en udfordring, men de skulle heldigvis passe til min kørerstil. Jeg har også arbejdet på mine starter, og det har allerede hjulpet mig i løbene. Så det giver mig selvtilliden til at tro på gode resultater for VM-sæsonen.
MX-landstræner: Vi har sat fokus på det mentale
– Alle tre kørere har udviklet sig rigtig fornuftigt hen over træningen i vintersæsonen og forbedret sig teknisk og fysisk mod det hårde VM-felt. Vi har sat ambitiøse men realistiske målsætninger for sæsonen, og de er lige nu, hvor de skal være. Vi har særligt haft fokus på at arbejde på det mentale, og det kan blive den helt afgørende faktor for at sikre, at de kører stabilt gennem VM, fortæller MX-landstræner for DMU, Emil Larsen.
Kvindernes VM starter med første afdeling lørdag d. 24. juli.