En påmindelse fra Færdselsstyrelsen
Selvom der i morges var frost at finde mange steder i vores lille hjørne af verden, og ganske givet også salt på vejene, så står det klart og tydeligt i kalenderen, at motorcykelsæsonen 2023 officielt er skudt i gang.
Således vi du uden tvivl møde flere og flere motorcykler på vejene de kommende uger, og det er jo fantastisk. Men det er ikke kun os der deler hobby, som er opmærksom på dags dato; det er Færdselsstyrelsen også.
For da undertegnede åbnede indbakken her til morgen, lå der en venlig påmindelse fra Færdselsstyrelsen om, at forårsfnidder og fuglekvidder også er lig med vejsidesyn.
I meddelelsen forklarer Færdselsstyrelsen kortfattet hvad der kommer til at ske, hvis du bliver trukket ind til et vejsidesyn, og at formålet med disse er at øge trafiksikkerheden.
Men da danske motorcykler generelt er i forsvarlig stand, er det nok ikke ting som bremser, dæk og lys du som motorcyklist er mest bekymret over at blive semi-kriminel for, men derimod at støje “for meget”.
Og det kan vi egentlig godt forstå; for da man satte støjmålings-skibet i søen var spørgsmål og teorier om hvorledes målingen foregår mange, og det var ret svært at finde svar på disse.
Men ved et køreteknisk kursus på FDM Sjællandsringen sidste år fik vi sat et endeligt punktum i vores søgen, da Torben, som til daglig er motorcykelbetjent, var så venlig, at demonstrere proceduren for os og deltagerne.
Det kan du se eller gense via linket her:
Vi siger tak til Færdselsstyrelsen for påmindelsen, og ønsker i samme ombæring alle en helt fantastisk sæson.
Keep the sticky side down – Vi ses derude!
Pressemeddelelse fra Færdselsstyrelsen:
Når du fra 1. marts igen kører ud på din motorcykel, kan du møde Færdselsstyrelsen til et vejsidesyn. Målet er at øge trafiksikkerheden.
I Danmark har vi ikke periodisk syn af motorcykler. Derimod kontrollerer Færdselsstyrelsen motorcyklerne ved såkaldte vejsidesyn for at øge færdselssikkerheden på de danske veje.
Vejsidesyn er en kontrol af din motorcykels tekniske stand og om motorcyklen støjer for meget.
Sådan foregår et vejsidesyn
En inspektør fra Færdselsstyrelsen foretager kontrollen af din motorcykel. Kontrollen foregår ved vejsiden, ofte på en rasteplads, parkeringsplads eller i en synshal.
Når inspektøren kontrollerer din motorcykels tekniske stand, handler det om kontrol af bremser, dæk, forgaffel, bagsvinger, udstødning, lys og eventuelle konstruktive ændringer. Inspektøren har kaliberet udstyr med i bilen til at kontrollere din motorcykel.
Inspektøren kontrollerer også rapporter fra eventuelle tidligere syn og vejsidesyn, og om du har fået udbedret mangler fra den forrige rapport.
Hvis inspektøren vurderer, at din motorcykel støjer for meget, kan inspektøren lave en støjmåling. Det kan du læse mere om i linket sidst i artiklen.
Hvis du får konstateret fejl på din motorcykel
Når vejsidekontrollen er gennemført, får du udleveret en vejsiderapport med eventuelle fejl på din motorcykel.
Hvis inspektøren konstaterer fejl og mangler på din motorcykel, kan inspektøren indkalde dig til et kontrolsyn i en synsvirksomhed. Her kontrollerer synsvirksomheden, at din motorcykel er i lovlig stand. Inspektøren kan også tage beslutning om brugen af din motorcykel, indtil du har udbedret manglerne
Konstaterer inspektøren farlige mangler, som udgør en direkte og umiddelbar risiko for trafiksikkerheden eller har indvirkning på miljøet, kan inspektøren beslutte, at du ikke må anvende motorcyklen, før du har udbedret manglerne.
Fakta om vejsidesyn
Siden 1. januar 2022 har alle EU-lande indført regler for enten periodisk syn af motorcykler eller effektive alternative trafiksikkerhedsforanstaltninger.
I Danmark har vi ikke periodisk syn af motorcykler. I stedet for kontrollerer Færdselsstyrelsen motorcykler ved såkaldte vejsidesyn. Som motorcyklist er du forpligtet til at samarbejde med inspektøren, og give inspektøren adgang til din motorcykel.