MV Agusta til Randers
I år er der eksklusive nyheder til open by night hos Harrys Motorservice, da de italienske MV Agusta nu præsenteres i Jylland af netop Harrys Motorservice.
På torsdag d. 21 august fra kl. 18,00 kan man se den underskønne F 675 ABS, som af flere medier udnævnes som verdens smukkeste MC. Og da prisen nu nærmer sig konkurrenterne, er der helt sikkert feinsmeckere som finder MV interessant.
Vilddyret Rivale 800 er også til stede på Grenåvej. En spændende og smukt designet MC til motorcyklisten der vil have noget helt specielt.
Moto Cross folket skal heller ikke mangle nyheder i Randers, da det gamle hæderkronede mærke Husqvarna er tilbage med næsten komplet program i Moto-cross og Enduro. Mikkel Caprani være der med sin FC 350, og giver gerne ud af sine erfaringer med maskinen.
Der bydes på en forfriskning fra Randers Bryghus og en pølse fra grillen.