NAWA's Café racer med hybridbatteri
NAWA technologies, et fransk selskab der har specialiseret sig i innovativ energilagring og særlige ultrakondensatorer, præsenterer en elektrisk motorcykel med ny, og efter eget udsagn ”potentielt revolutionerende” teknologi – nemlig et hybridbatteri.
Ultrakondensatorer
Fordelene ved NAWA racerens hybridbatteri skal findes i firmaets kulstofbaserede ultrakondensatorer, også kaldet NAWACap. Kondensatorerne kan lagre og afgive energi langt hurtigere end et lithiumbatteri, og på den måde kan ladetid og regenerativ bremsning optimeres. Det samme gør sig gældende når energien skal leveres til motoren, her er der også mere smæk på end i de konventionelle batterier.
Selvom NAWACap er fem gange mere effektivt end traditionelle kondensatorer, er de ikke ret gode til at holde på energien. Derfor integreres det nye system med et lithiumbatteri der kan lagre energien i meget længere tid. Den skønne forening af et lynhurtigt flow i ultrakondensatorerne og den oplagrede energi i lithiumbatteriet, giver en lang række fordele som NAWA mener kan komme os til gode på landevejen – og særligt i byen.
Batteripakkens fordele
NAWACap pakken er placeret der, hvor en benzintank ellers ville have været, og skaber boost til batteriet der har fået ”motorens” plads lige nedenunder. Pakken af kondensatorer vejer kun 10 kg, og med placeringen over det tungere batteri, får motorcyklen ikke kun en lavere vægt, men også en mere optimal vægtfordeling.
For at være helt præcis, sparer NAWACap halvdelen af lithiumbatteriet væk, hvilket giver en vægtreduktion på 25% af en traditionel el-motorcykel. Kombineret med et stel af kulfiber og paneler af letvægts composit, ender vægten på kun 150 kg.
Den lave vægt og det smarte hybridbatteri giver mulighed for at øge rækkevidden for kørslen og nedsætte ladetiden markant. NAWACap pakken er opladet på kun 2 minutter, og optager 80% af energien fra nedbremsning – mod 30% for et normalt batteri. Det betyder at der ikke skal slides nær så hårdt på batteriet, og derfor øges levetiden for hele systemet markant.
Ved kombineret kørsel, både landevej og motorvej, kan NAWA Racer køre 150 km, men i byen hvor der bremses mere, kan rækkevidden øges til 300 km. Hele batteripakken er 80% opladet efter en time i en almindelig stikkontakt.
Drivlinen
Noget der kan få øjnene til at spærre op, er NAWA Racerens navløse baghjul. Hvordan kraftoverførslen præcist fungerer, giver NAWA ikke svar på i deres materialer, men motoren er gemt væk i ”fælgen” (som set tidligere hos RMK) og producerer 100 Hk. Acceleration fra stilstand til 100 Km/t bliver leveret komfortabelt under tre sekunder, og topfarten bliver på den gode side af 160 Km/t.
En særlig præstation for hybriden er også, at ligegyldigt hvor lidt strøm der er tilbage på batteriet, så leveres der altid 100% power og respons til køreren.
Designet af NAWACap pakken giver mulighed for at skifte kondensatorerne ud med andre af en anden karakteristik. Om det betyder at man på sigt kan skifte karakter fra tung enstamper til hidsig 4-cylindret, vides ikke, men spændende feature er det i hvert fald.
NAWA Racer er udstyret med forskellige køremodes, herunder ECO mode der giver mulighed for at optimere rækkevidden. Lidt mere interessant er Race mode, der giver ekstra boost til kondensatorerne. NAWA skriver i pressemeddelelsen, at race mode er inspireret af fortiden med café racere, hvor der skulle køres om kap til en aftalt destination i byen. Desuden skal køreprogrammet fungere som ekstra power til overhalinger i den tætte trafik.
Minimalisme
Med intentionen om at skabe en motorcykel der skal vende hoveder i trafikken, har NAWA sigtet mod et retro-inspireret design kombineret med moderne og simple linjer. LED-lys, sort anodiseret forgaffel og lædersæde i ”vintage camel”, giver sammen med composit panelerne og den navløse motor, indtrykket af en motorcykel med minimalistisk udseende og banebrydende teknologi.
NAWA Racer bliver udstillet på CES (Consumer Electronics Show) d. 7 januar i Las Vegas – så hvis du er i nærheden, er det måske værd at kigge forbi.
Fremtiden med el
NAWA Technologies påpeger at hele konceptet omkring hybridbatteriet på NAWA Racer, kan overføres til andre typer køretøjer og på den måde være et ekstra skridt i retningen mod bæredygtig transport. Ved at bruge kulstofbaserede kondensatorer, og reducere størrelsen af batteriet, skal der ikke fjernes nær så meget regnskov i de områder hvor lithium udvindes.
Set med forbrugerøjne er denne nyhed virkelig interessant. Vi motorcyklister vil nok være nogenlunde enige om, at lyden er en stor del af oplevelsen ved at køre MC, men på trods af det, så ser fremtiden mere og mere lovende ud. Særligt udsigten til at have el-motorcykler med forskellige motorkarakteristika og en længere rækkevidde, er virkelig noget der vil begynde at gøre markedet spændende. Udseende er altid en smagsag, men det er tydeligt at NAWA har trukket inspiration fra de seneste populære designs fra blandt andet Husqvarna Vitpilen. Hvem ved, måske åbner det op for endnu flere designtyper til el-motorcykler i den kommende tid.
Vi håber at se lidt nærmere på NAWACap konceptet i 2020.