Nyt stort BMW center
Historien om to vestjyder, Kurt Møberg og Rune Bach-Andersen, der på mindre end ti år er gået fra at sælge brugte reservedele hjemme i garagen efter fyraften til at blive Skandinaviens største forhandler af BMW motorcykler.
Til trods for at de forhandler et af de meste eksklusive motorcykelmærker og at kundelisten blandt andre omfatter Mads Christensen, så er der ikke meget blærerøv over de to sindige vestjyder. Det er stadig lange arbejdsdage og kappeløse træsko der kendetegner Kurt og Rune. Og dagene bliver nok ikke kortere lige foreløbig, for i marts 2011 slår de dørene op til deres nye butik Xpedit CPH.
Først skal de dog lige i gang med en gennemgribende ombygning og udvidelse af de 350 m2, der indtil nu har huset Triumph Center Copenhagen. Planen er, at når dørene slås op til Xpedit CPH, så er her over 1000 m2 moderne motorcykel forretning og værksted.
Kurt og Rune har længe ledt efter en egnet lokalitet i hovedstadsområdet til at servicere de mange trofaste kunder, Xpedit har på Sjælland. I den forbindelse var det helt ideelt at slå sig sammen med Hans Jørgen Kordovsky, som har drevet Triumph butik siden 2004.
Der er mange paralleller mellem den måde de to forretninger, Xpedit og Triumph, bliver drevet. Ud over en exceptionel service og kvalitet så er det helt tydeligt, at menneskene bag dem brænder for det de laver. Samme sjæl og personlige nærvær kommer også til at være omdrejningspunktet i Xpedit CPH.
Derfor er det også meget vigtigt for Kurt og Rune, at en af dem jævnligt bliver at finde i de nye flotte lokaler på Hirsemarken 3 i Farum.
Hans Jørgen Kordovsky vil, sammen med et par kendte ansigter fra den danske MC branche, udgøre det daglige team i Farum.
På værkstedet vil Ragnar Lauritzen være at finde. Ragnar er uddannet MC mekaniker i 1985 og har siden 2000 har været ansvarlig for MC værkstedet hos Jan Nygaard.
Til at varetage salget vil udover Hans Jørgen Kordovsky også være Mads Skyttegaard. Mads kommer fra en stilling som salgschef hos PG Danmark (importør af Aprilia og Moto Guzzi), men har altid været glødende BMW entusiast og glæder sig til at slå dørene op.
Ud over salg og service af motorcykler, er det også meningen, at Xpedit CPH bliver samlingspunkt for en lang række af de BMW arrangementer, som Xpedit i forvejen er kendt for.
“Vi er rigtig glade for at en så professionel virksomhed som Xpedit, ønsker at tilføre Sjælland endnu et BMW Motorrad Center. Vi har længe haft ønske om tilstedeværelse i det nordlige København, og med dette tiltag bliver det rigtig spændende. Vi ønsker Xpedit alt mulig held med den nye afdeling”
Claus Just – BMW Group Danmark A/S