SKAD informerer
SKAT har den 1. december 2011 udsendt et nyhedsbrev vedrørende reparation, og eller ombygning af motorcykler. Årsagen for dette er SKAD’s arbejde med dette område i hele 2011.
Nyhedsbrevet betyder en væsentlig holdningsændring hos myndighederne med, hvor vidt en motorcykel må bygges om, uden at miste sin identitet og dermed registreringsafgift. Brevets udformning Almindelig løbende vedligeholdelse.
Efter registreringsafgiftslovens § 7 a kan den almindelige løbende vedligeholdelse (som følge af tæring og slitage og lignende) af en motorcykel foretages uden afgiftsmæssige konsekvenser. Denne afgiftsfritagelse er betinget af, at:
•køretøjet efter genopbygningen (reparationen) svarer til sine papirer (det der står i registreringsattesten). Der må ikke ske ændringer af køretøjets fabrikat, model type og årgang.
•en eventuel motorudskiftning ikke indebærer en effektforøgelse på over 20 pct. i forhold til den originale motoreffekt
•at genopbygningen er udført ved anvendelse af reservedele, herunder skarringsdele, af en art og beskaffenhed, som normalt forhandles som nye hos autovirksomheder og -værksteder, eventuelt med tilsvarende brugte reservedele. Der må ikke anvendes nyt reservedelsstel, og der må heller ikke anvendes et stel eller større dele heraf fra et andet køretøj.
(SKAD tilføjelse: en MC virksomhed og –værksted er omfattet af begrebet autovirksomhed og –værksted).
Så længe de udskiftede dele er af samme type, som de gamle, og så længe delene kan købes som reservedele, så kan reparationen og genopbygningen foretages uden afgiftsmæssige konsekvenser. Der kan monteres en sidevogn uden afgiftsmæssige konsekvenser. Tilsvarende gælder for afmontering af en sidevogn.
Større samlede reparationer og genopbygninger, der sker med henblik på salg, er også fritaget for afgift, hvis ovennævnte betingelser er opfyldt, og hvis omkostningerne ved reparationen og genopbygningen ikke overstiger den almindelige pris for et tilsvarende køretøj i normalt vedligeholdt og registreringsklar stand (markedsprisen). Udgifterne kan dog maksimalt udgøre 75.000 kr. inklusiv moms. Hvis køretøjets alder overstiger 5 år, kan omkostningerne dog overstige køretøjets markedspris med 10 pct. for hvert fulde år, som køretøjets alder overstiger de 5 år, regnet fra køretøjets første registreringsdato. Tillægget kan dog højst udgøre 50 pct. Reglerne om større samlede reparationer og genopbygninger med henblik på salg gælder ikke for køretøjer, der er mere end 35 år gamle, og som har betalt afgift efter reglerne for veterankøretøjer. Disse køretøjer kan naturligvis også repareres og genopbygges, når det drejer sig om almindelige løbende vedligeholdelse. Det bemærkes, at den reducerede afgiftsbetaling for veterankøretøjer er betinget af, at køretøjet fremtræder som ved første registrering, og at der derfor er meget snævre grænser for, hvad der kan foretages af forandringer på sådanne køretøjer.
Ombygninger, der indebærer ændringer i forhold til dets fremtræden ved første registrering, vil som udgangspunkt medføre, at den afgiftsmæssige identitet anses for tabt, og at der skal betales ny afgift. Ombygninger Der skelnes mellem almindelig løbende vedligeholdelse og den om- og genopbygning, der sker i én omgang.
De reservedele, der er udskiftet, kan godt være de samme i begge tilfælde, men hvis en større samlet genopbygning er sket på én gang, kan der være tale om et afgiftsmæssigt identitetstab, der udløser ny afgiftsbetaling, modsat den løbende vedligeholdelse, der ikke udløser afgiftsbetaling. Mange motorcykler ombygges hen ad vejen i vidt omfang. En ny forgaffel det ene år, en ny motor (under 20 pct. effektforøgelse) det andet år, og en ændring fra kædetræk til remtræk det tredje år. Sådanne ændringer falder ind under lovens fritagelsesbestemmelser for almindelige løbende vedligeholdelse. Hvis ændringerne blev foretaget på én gang, ville det blive betragtet som afgiftsmæssigt identitetstab, hvorefter der skal betales ny registreringsafgift.
Ved ombygninger foretaget på én gang forstås ombygninger, der er foretaget inden for samme år (12 efter hinanden følgende måneder).
Det er således afgørende i relation til spørgsmålet om identitetstab eller ej, at det kan dokumenteres/sandsynliggøres, at der er tale om, at ombygningen er foretaget over et længere tidsrum. Dokumentationen kan eksempelvis bestå i fakturaer på indkøb af reservedele eller værkstedregninger i tilknytning til ombygningerne, eller i form af billeddokumentation for en trinvis ombygning over nogle år. Det er ejeren af motorcyklen, der har denne forpligtelse til at kunne dokumentere ombygningen, og at ombygningen er foretaget over et længere tidsrum.
Opmærksomheden henledes på, at de nævnte afgiftsfri ombygninger af motorcykler kan indebære, at motorcyklen skal gennemgå et nyt syn, inden den tages i brug efter ombygningen. Dom om konstruktive ændringer Højesteret har i en dom fra 2008 fastslået, at de ændringer, der blev foretaget ved en motorcykels stel i forbindelse med en motorudskiftning, og som bestod i en forlængelse af de to forreste stelrør med ca. 38 mm, en forlængelse af de øverste stelrør foran saddelrøret og selve saddelrøret med ca. 20 mm samt en opretning af de øverste stelrør bag ved saddelrøret, var konstruktive ændringer af stellets dimensioner, som bevirkede, at motorcyklen ikke i afgiftsmæssig henseende var identisk med det tidligere afgiftsberigtigede køretøj. Ændringerne udløste derfor ny registreringsafgift.
Hvad betyder dette i klartekst?
•Dem, der har ombygget motorcyklen på én gang, indenfor 12 efter hinanden følgende måneder, i sådan en grad, at motorcyklen mister sin identitet, skal betale ny registreringsafgift, hvor den gamle bortfalder.
•Dem, der har ombygget motorcyklen med ikke godkendte dele (f.eks. TÜV), kører rundt på en ulovlig motorcykel i henhold til synslovgivningen.
•Dem, der kan dokumentere ved hjælp af billeder i en avis eller fra et træf, værkstedsregninger, købskvitteringer eller synspapirer at ombygningen af ens motorcykel er sket over flere år (mindst 12 måneder imellem en hver ombygning), slipper uden fornyet afgift.
•Alle konstruktive ændringer skal efter hver ombygning (en gang per ændring) fremføres til syn, og skal synes med konstruktive ændringer og herefter anmeldes til SKATs Nummerpladeekspedition. Ændringerne bliver herefter registreret og registreringsattesten udskiftes med ny.
•Motorcykler, der er afgiftet som veteran under de særlige beskatningsregler, må ikke bygges om, men disse kan omregistreres som ikke veteran, og der skal i denne forbindelse betales registreringsafgift af motorcyklen baseret på markedsprisen, hvorefter de kan bygges om efter reglerne. Kontakt SKATs Motorcentre herom.
Den praktiske fortolkning af en ombygning:
Gennem det tætte samarbejde mellem SKAT Motor og SKAD, er der fundet en praktisk fortolkning af hvor meget man må bygge om indenfor 12 efter hinanden følgende måneder, og med minimum 12 måneders mellemrum mellem hver ombygning. SKAT Motor har fået indblik i denne artikel, før udgivelsen, for at sikre SKAT Motors holdning og korrekthed af teksten i denne artikel.
Motorcyklen kan deles op i typisk tre områder – For, Midt, Bag.
Den første ombygning, for eksemplet fortøjet, kan ske indenfor de første 12 måneder. Under fortøjet forstås alle dele, der er fastgjort på kronrøret.
Den anden ombygning kan for eksempel være motoren. I dette område indgår også tanken, sæde og gearkassen. Da dette område kan være ganske komplekst, anbefales en hver, der ønsker at bygge om, at kontakte SKATs Motorcenter, typisk i Taastrup, for at få klarhed omkring hvor meget man kan bygge om på én gang i dette område.
Den tredje ombygning er bagtøjet, i forbindelse med udskiftning af bagsvinger/baghjul/bagskærm. Man kan naturligvis også starte bagpå først og herefter tage fortøjet. Bare der går minimum 12 efter hinanden følgende måneder efter den første ombygning. Vigtigt er, at I gemmer alle dokumenter i forbindelse med alle ændringer, køb og syn af en motorcykel.
Sælger i motorcyklen, hvilket gælder både privatpersoner såvel som forhandlere, så skal alle dokumenter følge motorcyklen, så den nye ejer ikke kommer i klemme, hvilket i nogle tilfælde ville kunne føres tilbage til sælgeren.
Specielt ved køb af både brugte og nye ombyggede motorcykler er det vigtigt at alle dokumenter fra SKAT, syn og evt. TÜV medleveres til køber, da denne kan komme i klemme ved en razzia, hvis dokumentationen ikke er i orden.
Konstruktive ændringer – hvordan kan man se dette?
Der findes mange motorcykler i Danmark, der er ændret konstruktivt og ikke er lovlige, fordi man ikke har synet de konstruktive ændringer og heller ikke har fået dem registeret hos SKAT herefter, eller dele der ikke er godkendt.
Den nemmeste måde at se, om der er registreret en konstruktiv ændring på en motorcykel er, at der skal stå ”Konstruktivt ændret” på registreringsattesten. Men det er ingen garanti for at motorcyklen er lovlig, da det for eksempel kun kan være bremserne, der blev registreret, men de andre dele ikke er synet og registreret. For at finde ud af hvad der gemmer sig bag ordene, kan man søge om aktindsigt hos SKAT herom. Ansøgningsformularer kan fås hos SKAD værksteder.
Hvis teksten ”konstruktive ændringer” ikke fremgår af din registreringsattest, er der ikke nogen grund til at fremsende anmodning om aktindsigt til SKAT, idet der sandsynligvis ikke vil fremkomme nye oplysninger om motorcyklen. SKAT har ikke pligt til at opbevare sagsmateriale i mere end 5 år.
På SKAD’s hjemmeside findes en liste omkring hvad der kræver syn med konstruktive ændringer. Der findes ligeledes et anmeldelsesskema fra SKAT, der skal anvendes til registrering af en motorcykel hos SKAT.
Ing. Thomas Krebs, direktør for SKAD
0 personer snakker om “SKAD informerer”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Redaktionen har fået sit rigelige indtag af JuleGløggg….SKAD???….who the hell is SKAD???
du kunne jo ulejlige dig med at google det inden du griner..
http://www.skad.dk/