Straf for vanvidskørsel skærpes - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Straf for vanvidskørsel skærpes

L127 forventes at blive vedtaget i slutningen af marts måned.
24/02-2021 kl. 08:06
Anslået læsetid: 3 Minutter

Folketinget har vedtaget lovgivning, der skærper straffen for såkaldt vanvidskørsel.
Det fremgår af gårsdagens pressemeddelelse på justitsministeriets hjemmeside, hvor der informeres om, hvad det kommer til at betyde i praksis.

I artiklerne STOP! eller du bliver blitzet, 20% grænse for klip i kortet kan være på vej, Konfiskation af køretøjer skal være lettere og Gå direkte i fængsel – og andre konsekvenser af lovforslag kan du læse om danske politikeres påtænkte tiltag for skærpelse af lovgivningen.
I sidstnævnte artikel finder du Lovforslag nr. L 127 i fuldt omfang i et let tilgængeligt PDF katalog.

Justitsministeriets pressemeddelelse fra 23. Februar 2021 informerer om, at folketinget sideløbende med vedtagelsen behandler transportministerens lovforslag L127, der bl.a. udvider politiets mulighed for at beslaglægge biler på stedet med henblik på konfiskation, når der køres vanvidskørsel.
L127 forventes at blive vedtaget i slutningen af marts måned.
Nedenunder finder du justitsministeriets pressemeddelelse.

Pressemeddelelse:
23. februar 2021

Folketinget har netop vedtaget regeringens lovforslag, der indeholder en række strafskærpelser for de groveste tilfælde af vanvidskørsel. Fremover vil straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med vanvidskørsel forhøjes med 150 pct., og med 100 pct. for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med vanvidskørsel.

Den 11. december 2020 præsenterede regeringen sammen med en række af Folketingets partier en aftale om initiativer mod vanvidskørsel. Flere af initiativerne indebærer markante strafskærpelser, der skal sætte en tyk streg under alvoren i vanvidskørsel.

I dag har et enigt Folketing vedtaget et lovforslag, der udmønter de aftalte skærpelser for overtrædelser af straffeloven i forbindelse med vanvidskørsel. Det betyder bl.a., at straffen for uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel forhøjes med 150 pct., og at straffen for uagtsom legemsbeskadigelse begået i forbindelse med vanvidskørsel forhøjes med 100 pct. Uagtsomt manddrab begået i forbindelse med vanvidskørsel, der i dag som udgangspunkt straffes med fængsel i 16 til 18 måneder, vil dermed fremover som udgangspunkt blive straffet med fængsel i 3 år og 4 måneder til 3 år og 9 måneder.

Strafskærpelserne træder i kraft den 1. marts 2021.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

”Jeg er umådelig glad for, at vi i dag på tværs af politiske skel står sammen i Folketinget i kampen mod vanvidskørsel. Vi har med lovforslaget vedtaget en række strafskærpelser, der vil sende straffene for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse og flugtbilisme markant i vejret. Det er min forhåbning, at strafskærpelserne også vil være med til at skabe en adfærdsændring på vejene, så flere bilister tænker sig om, inden de bringer andre menneskers liv i fare med vanvittig og hensynsløs kørsel”.

Sideløbende med vedtagelsen behandler Folketinget transportministerens lovforslag L127, der bl.a. udvider politiets mulighed for at beslaglægge biler på stedet med henblik på konfiskation, når der køres vanvidskørsel. L127 forventes at blive vedtaget i slutningen af marts måned.

Initiativer i lovforslaget:

  • Skærpelse af straffen med 150 pct. for overtrædelse af straffelovens § 241, 2. pkt., om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
  • Skærpelse af straffen med 100 pct. for overtrædelse af straffelovens § 249, 2. pkt., om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
  • Skærpelse af straffen med 50 pct. for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.
  • Skærpelse af straffen med 50 pct. for overtrædelse af straffelovens § 253, stk. 2, om flugtbilisme.
  • Skærpelse af straffen fra bøde til et udgangspunkt om 20 dages ubetinget fængsel i førstegangstilfælde for ved chikanøs kørsel at lægge hindringer i vejen for politiet, jf. straffelovens § 119, stk. 4.
  • Udvidelse af straffelovens bestemmelser om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, så også de groveste hastighedsovertrædelser omfattes. Dermed vil samtlige færdselslovsovertrædelser, der indgår i regeringens definition af vanvidskørsel, blive anset som særligt strafskærpende omstændigheder.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start