Del 1: Iron Butt på en Royal Enfield

Adventure motorcykler er motorcyklernes schweizerkniv, altså motorcyklen der kan stort set alt. Uanset hvor du ønsker at begive dig hen og hvor meget bagage du vil have med, så kan en adventure cykel klare opgaven, og samtidig er den rimeligt nem at håndtere da den typisk er en del lettere end de tunge touringcykler.

Så der er ikke noget at sige til at adventure motorcyklerne er så populære, og marketingsfolkene er dygtige til at sælge os drømmen om motorcyklen der giver os frihed til at køre til fjerne og eksotiske destinationer.

Denne popularitet gør også at der bliver lagt mange udviklingstimer på at gøre adventure MC’erne større, kraftigere, teknisk meget avancerede, og naturligvis dyrere.

Og så dukker der pludselig en helt anden type eventyr MC op der trækker i en helt anden retning– Royal Enfield Himalayan.

Her har man gjort det simple til en dyd: En luftkølet encylindret motor i en simpel og stabil ramme der er svejst op af stålrør. Et minimum af plasticdele og elektronik, og ingen fancy aluminiumsbeslag. Den skal nødvendigvis have elektronisk indsprøjtning og ABS for at kunne indregistreres, men her har man valgt kendte og gennemprøvede komponenter fra Keihin og Bosch.

Den simple opbygning er absolut et plus hvis du har tænkt dig at køre andre steder hen end de sædvanlige etablerede touringdestinationer som Sydnorge, Harzen, Alsace, Alperne, osv. 

Det er altid ufedt når motorcyklen bryder sammen når man er på tur, men et nåleleje i en enarmsbagsvinger, en utæt køler, eller en elektronikfejl i et CAN-BUS system kan ikke lige fikses i Bulgarien eller Litauen. Så der er pluspunkter til Royal Enfield for at konstruere cyklen konventionelt/simpelt så der er større chancer for at kunne løse eventuelle problemer lokalt.

Motoren er kun på 400 cc, men prisen er også tilsvarende attraktiv.

Det er selvfølgelig interessant om den kan bruges til seriøs touring, og der er nærmest en kø af mennesker der mener den er alt for lille til at køre langt på.

25 hk er unægtelig ikke meget effekt i dag, men jeg vil tillade mig at nævne at der altså er gået en lidt mærkelig inflation i det der med effektbehov. Da jeg startede med at køre motorcykel i 80’erne var det helt almindeligt at køre til Italien på en 350cc motorcykel, og en 750’er blev betragtet som en stor MC. I dag hvor trafiktætheden er meget større og fartgrænserne lavere, er det næsten utænkeligt at køre hen til Harzen på noget der er mindre end 650cc.

Jeg har selv en moderne 1300 cc adventure MC med alt tænkelig teknik og udstyr og er super glad for den, men jeg kan også godt se ideen med en enkel og robust MC der kan repareres og vedligeholdes med almindeligt tilgængeligt værktøj. Og mit første indtryk af Royal Enfield’en er absolut positivt.

Der er naturligvis langt mere prestige i at ankomme på en dyr og fancy motorcykel, men det vigtige spørgsmål er om turen og bliver bedre med alt det moderne grej, eller om en MC til 25% af prisen kan give samme oplevelser ?

Jeg fik mulighed for at låne en Himalayan nogle dage, så det var oplagt at se om den kan bruges til noget seriøs turkørsel og jeg valgte at køre en ”Iron Butt” tur på den. 

Den amerikanske Iron Butt Association uddeler certifikater til dem der kan dokumentere at have kørt 1000 miles (1610 km) på maksimum 24 timer, og der er strenge dokumentationskrav der skal opfyldes når man indsender sin ansøgning.

Den nemme (og kedeligste) måde at køre en Iron Butt på er naturligvis at køre til München og tilbage, men jeg havde en anden idé: En ”Danmark Rundt” tur som inkluderede det sydligste, østligste, nordligste, og vestligste punkt i den del af kongeriget der kan nås uden at sejle.

Det betyder at en stor del af turen kommer til at foregå på større eller mindre landeveje, og tidsmæssigt bliver det en udfordring at nå det på de 24 timer. Men der er mig bekendt ingen der har kørt en Iron Butt kun i Danmark, og da slet ikke en rute der inkluderer alle ”verdenshjørnerne” – så det skulle prøves.

Forberedelser

Jeg hentede Hamalaya’en en tirsdag og  havde dermed to dage til at klargøre og teste den inden jeg skulle køre turen om torsdagen.

Den tekniske klargøring bestod i at tjekke dæktryk, oliestand, og kædestramning, samt et hurtigt blik på bremsevæskestanden. Desuden skruede jeg min GPS på og riggede noget strøm til fra batteriet.

Jeg havde aldrig kørt på en Himalayan før, så jeg nåede en lille test tur på 40-50 km om onsdagen – det var hvad jeg havde tid til.

Planlægningen af turen startede en måneds tid før, for der er mange ting at tage højde for når det hele skal klappe: 

– Det er nødvendigt at undgå weekend og ferietrafik, og derfor faldt valget på den pågældende torsdag. 

– Desuden skal man også tage højde for myldretid omkring de større byer så man ikke lander i en timelang kø. 

– Det er altid bedst at starte tidlig morgen, for så passer det bedst med døgnrytmen hvor man ”bare” står tidligt op og kommer sent i seng. Hvis man først starter over middag hvor man har været oppe i nogle timer, så skal man være vågen i for mange timer.

– Alle optankninger skal planlægges, dels fordi man ikke har tid til at lede efter tankstationer, dels for at opfylde dokumentationskravene som foregår med benzinkvitteringer.

Der var heldigvis monteret originale sidetasker på MC’en så jeg kunne have det nødvendige grej med:

– Iron Butt regelsæt og skema til at udfylde ved hvert tankstop.

– Flere lag tøj, regndragt og reservehandsker.

– Proviant.

– Kædespray og visirrens.

Den personlige planlægning bestod i at huske at få søvn nok i dagene op til turen.

Læs om selve turen i det næste afsnit, eller læs MagaCins test af Royal Enfield Himalayan her.