Del 2: Iron Butt på en Royal Enfield

Jeg starter kl. 02.00 Torsdag morgen ved at tanke op på den lokale OK tank, og tager et billede af speedometer, GPS, og benzinkvittering som startdokumentation – så er jeg i gang.

Mangler du første afsnit? Det kan du læse her.

Som nævnt havde jeg kun kørt en kort testtur på Royal Enfield’en så jeg skal lære den at kende undervejs, men det første indtryk er at forlyset er rigtig godt. Kørsel i mørke er bestemt ikke et problem.

Første destination er Gedser og dermed det sydligste punkt i Danmark, og der er absolut tomt på landevejene. Det blæser en del men cyklen er fint retningsstabil.

Jeg skal tanke igen i Gedser – ikke fordi jeg mangler benzin, men for at kunne dokumentere min rute. De fleste tankstop på ruten er faktisk dokumentationsstop og der bliver flere gange hvor jeg bare skal tanke en enkelt liter benzin.

Videre mod København på en blanding af landeveje og motorvej. Den lille vindskærm er forbavsende effektiv til at fjerne vindtryk på overkroppen og laver ikke turbulens/støj i hjelmen. Men temperaturen er nede på 7 grader så jeg er kold og tager regnjakken på.

Kystvejen bag ved Kastrup lufthavn bliver nået ca. Kl. 04.30 og jeg har dermed nået det østligste brofaste punkt i Danmark. Det er begyndt at blive lyst, men jeg kommer fint videre mod Fyn inden myldretiden.

Modvind og motorvej er ikke livret for en lille motor, men den nykonstruerede Himalayan motor klarer det OK.  Det er en lidt usædvanlig opbygning med lang slaglængde og et tungt svinghjul. Det betyder at den ikke er lynhurtig på gassen, men til gengæld er det fuldstændig umuligt til at få den til at lyde anstrengt. Uanset hvad du forlanger af den, så afleverer den det den har uden at virke pint eller stresset, og selv ved topfart er der så godt som ingen vibrationer.

Det tunge svinghjul gør også at motoren er meget tilgivende over for kørerfejl, så den er nem at køre og passer faktisk rigtig godt til cyklen. Kobling og gearkasse virker som på alle andre moderne motorer, og 5-trins gerkassen er fint afstemt til motorens karakteristik.

Jeg kan holde en fart på knap 120 km/t hen over Sjælland og Fyn i pæn modvind, så jeg følger trafikken uden de store problemer. 

Til højre ved Fredericia og så nordpå. Jeg sidder stadig komfortabelt efter 5 timer i sadlen, og jeg er lidt foran tidsplanen da jeg rammer morgenmyldretid på motorvejen syd for Århus. Trafikken holder helt stille og jeg har ikke tid til at holde i kø, så jeg laver en alternativ MC-fletteregel og kommer fint igennem køen mellem de to rækker biler.

Cyklen er smal og let at manøvrere, og de to aluminiumssidetasker er dejligt smalle, så styret er det bredeste punkt på cyklen. Både taskerne og deres ophæng er i øvrigt i rigtig god kvalitet, og ser ud til at kunne overleve en hel del knubs.

Efter Århus går det rask nordpå, kun afbrudt af et enkelt tankstop, og jeg lander i Skagen lidt over 11. Her holder jeg dagens længste pause (ca. 30 minutter) mens jeg spiser fisk på havnen.

Nu er den store motorvejsetape overstået, og resten af turen kommer primært til at foregå på landeveje. Det er langsommere og mere krævende end bare at lade sig transportere på motorvejen, men også langt sjovere med flere oplevelser undervejs. 

Her er Royal Enfield’en klart mere på hjemmebane, og jeg har ikke problemer med at komme uden om langsomme biler. Overhalinger skal planlægges lidt, men der går sport i at udnytte cyklens ressourcer og som bekendt er det altid sjovere at køre hurtigt på en langsom motorcykel end at køre langsomt på en hurtig MC 🙂

Affjedringen er konventionel og uden de store finesser, men den passer godt til fartressourcerne og der er fin ro i cyklen selv om man presser den lidt.

Bremserne klarer opgaven uden at være fremragende. Cyklen kan godt bremse, men der skal et godt træk i forbremsegrebet for at standse den. Det vil nok være en god ide med nogle lidt mere aggressive bremseklodser.

Mange motorcykler er originalmonteret med horrible (billige/gamle/dårlige) dæk fra fabrikken, men ”min” Himalayan er originalmonteret med gode og moderne Pirelli dæk. Stor ros for det !

Så alt i alt virker cyklen rigtig godt på landeveje, og det går i rask tempo sydvestover til Thisted hvor jeg tanker endnu en gang og når at shoppe lidt lokale souvenirs i form af to flasker Limfjordsporter.

Derefter hen over Mors og så ud til vestkysten hvor jeg følger kystvejen ned til Blåvandshuk. Dermed er et af målene for turen nået, for jeg har fået opfyldt mit gamle ønske om at nå alle verdenshjørnerne i Danmark (Altså stadig den brofaste del af kongeriget).

Men jeg har stadig 550 km hjem for at opfylde Iron Butt kriterierne, og jeg er ikke så langt foran tidsplanen, så det er med at komme videre.

Der er heldigvis ikke meget trafik, så Sønderjylland klarer jeg fint og dokumenterer med tankstop i Tønder og Kliplev. Royal Enfield’en er fuldkommen ligeglad med det hele – den har kørt 100% stabilt siden klokken to i morges.

Jeg er til gengæld ved at være træt da jeg kører over Lillebælt, så jeg holder pause og spiser junkfood samtidig med at jeg tanker. Jeg har helt bevidst ikke spist voldsomt meget i løbet af dagen, men nu er det tid til nogle kalorier så der er brændstof til kroppen. Det ville være fedt at køre direkte til Storebæltsbroen, men jeg skal nødvendigvis ned over Fåborg og Svendborg for at få kilometer nok.

Jeg vil rigtig gerne tilbage på mere kendte veje på Sjælland inden det bliver mørkt, men det sidste lys forsvinder da jeg er halvvejs mellem Svendborg og Nyborg.

Turen hjem fra Storebæltsbroen over Næstved og Vordingborg, har jeg kørt rigtig mange gange, så det er ikke så hårdt, og jeg slutter dagen af med det sidste tankstop i Nysted kl. 00.45.

Dermed har jeg kørt 1660 km på 22 timer og 45 minutter, og der er et Iron Butt certifikat til Royal Enfield’en og mig !!!

Det har været en lang dag, så jeg er naturligvis temmelig træt, men den sorte Himalayan er helt upåvirket af situationen og virker lige så frisk som i morges (altså bortset fra en del døde fluer på forsiden af cyklen …)

Men den har klaret opgaven fremragende: Ingen problemer, intet målbart olieforbrug, ingen utætheder eller andre narrestreger. Og i betragtning at der er en lille MC, så har komforten været rigtig god på den lange tur. 

Og vigtigst af alt: Det har været en fantastisk tur, og oplevelsen var ikke blevet større eller væsentligt anderledes hvis jeg havde kørt samme rute på min store KTM 1290.

Så det er altså helt sikkert ikke størrelsen på motorcyklen der bestemmer hvor god turen bliver, og det bliver godt nok vemodigt at aflevere min gode og stabile rejsekammerat igen.

Og så bare for at sætte tingene lidt i perspektiv: Hvis du kører på en Royal Enfield Himalayan i stedet for en +1000cc avanceret adventure MC, så skal du bruge ca. 3 timer mere for at køre motorvej gennem Tyskland på den lange led. 

Til gengæld koster Royal Enfield’en kun en fjerdedel af de store adventurecykler – Det er altså en helt OK timeløn.

Læs MagaCins test af Royal Enfield Himalayan her. Første afsnit kan du finde her.

Motorcyklen var stillet til rådighed af den danske Royal Enfield importør  ProATV.