Rejse: Uden turplan. Dag 1

Man skal have principper. Det er vigtigt med principper. Derfor forsøger jeg at overholde to af dem på MC-rejser.

1: Jeg gider såvidt muligt ikke køre motorvej, da min cykel ikke har kåbe.

2: Hvis jeg bestiller mad, og det er muligt at bestille det med pommes frites, skal det være med pommes frites. En skade af for mange ophold i Tyskland.

Planlægningen af turen bestod i at bearbejde kæresten til en frigivelse fra husholdningen i to uger. Den slags er ikke nemt, så bearbejdningen havde taget så lang tid, at hun vist var godt tilfreds med at skulle slippe for at høre på mig til sidst. 

Selve forberedelsen af turen var straks mere minimal – eksempelvis ting som at undersøge, om min jakke nu var vandtæt (det var den ikke – så meget kan allerede afsløres).

Efter afskeden med barn & kæreste i Skanderborg kørte jeg syd på, uden mere detaljerede planer, end det. At køre syd, mod grænsen. Skandinavien er dyrt og det regner altid. 

Jeg brød princip 1 og tog motorvejen – det må jeg godt i DK, da jeg alligevel har kørt her så meget. Men så opstod tanken – hvad med Fyn rundt? Det havde jeg dengang aldrig prøvet. Fyn skulle være så flot og samtidigt kunne jeg høre dialekten fra de lokale tankstation-passere.

Det var da også ganske fint, men også præget af langsomme søndagsbilister og en strid vind. Faktisk meget strid. Jeg frøs stort set hele tiden.

Alligevel var det svært at blive sur, da de næste to uger skulle gå med MC kørsel, på min dengang nye Honda CB 1000RA. På min tidligere maskine, en Kawasaki ER6N, kunne man godt mærke en vis effekt af tung oppakning, når jeg kørte op af bakker. Det er der ikke noget af på Hondaen. Den ligger perfekt på vejen, men er til gengæld ret upraktisk at pakke. Ingen kroge eller håndtag der kan bruges – kun plastic, der nemt bliver ridset. Man kan ikke vinde hver gang.

Efter en hurtig og dårlig kop kaffe (der dog var gratis for motorcyklister) ved den gamle Lillebæltsbro, tog jeg hovedvejen sydpå. Stadig kuling, men stort set ingen trafik. Fyn havde taget så lang tid, at jeg kunne se, at Flensburg formentligt var så langt, som jeg ville kunne nå den dag. Det er godt nok ikke særligt rock'n'roll at nå så lidt vej den første dag, men da regnen så småt begyndte at vise sig, vidste jeg, at det var sådan det blev.

Egentligt havde jeg ikke regnet med, at kunne mærke regnen så hurtigt. Min nye jakke pralede med en form for Aqua Tecnology. Teknologien består tilsyneladende i, at opsuge så meget væske som muligt, og derefter transportere det indad i dragten. Ind til inderlommerne med telefon og pas og den slags. Tak og tillykke til ingeniørerne i MP-ASU, i at lykkes med at camouflere en badesvamp som en MC-jakke. 

GPS'en fandt et hotel, der efter tyske standarter var alt for dyrt. Til gengæld var der ly for regn, hvilket var en egenskab jeg på dette tidspunkt vægtede højere end value-for-money.

Så efter at have fyldt badeværelset med våde motorcyklissager og sat støvler til at tørre på radiatoren, skyndte jeg mig væk fra den stank jeg med rette kunne forudse. Heldigvis var der lige ved siden af hotellet en græsk restaurant. Her kunne man få gyros. Mit pommes.

Du kan læse optakten her og om dag 2 her.