Rejsebeskrivelse: Tour Italia

Hvad er ligheden mellem din første lejrskoletur i folkeskolen og din første, længe ventede mc-udlandstur til Italien? SPÆNDINGEN.. Du kan garanteret godt huske det, ikk’?

Fra snakken om, at ”det ku’ være sjovt”, og så planlægge turen, skulle altså tage næsten 1 år. Men nu skulle det altså være. Klokken var 6 en fredag morgen sidst i juli. Vi skålede i juice, og ønskede hinanden en god tur, mens vi tyggede os igennem hver vores bolle med div. pålæg. Personligt havde jeg dårligt sovet. Ikke fordi jeg havde for meget at pakke, for det var klaret dagen før. Motorcyklen var pudset, kontrolleret for olie og vand, og dækkene havde det korrekte tryk. Jo jo, intet var overladt til tilfældighederne. Styr på skidtet, i stedet for skidt på styret. Jeg tror klokken var omkring 7, da vi alle 4 trykkede på starteren. Henrik, Jacob, Ole og jeg selv til sidst, sådan kørte vi altid. Kursen var sat. Første stop var ved færgen i Rødby. Her havde vi aftalt at mødes med de sidste 3, som havde valgt anden transportløsning os. De havde læsset deres ”knallerter” på trailer og spændt bilen foran. Erik og Rune i deres, og Christian i sin egen bil med trailer.

Vores plan var ikke at køre motorcykel hele vejen til Italien, men i stedet benytte os af Bikertransit. De har specialiseret sig i udlejning af biler specielt egnet til motorcykler. I bund og grund er det en 7-personers mandskabsvogn, monteret med et alulad med ramper, skinner og justerbare fæstningsøjer. Jeg havde set firmaets annonce på nettet ved en tilfældighed, og forelagde idéen for de andre. Efter lidt omkostnings-udregning kunne vi se, at vi hver sparede 1 af de helt lange sedler, set i forhold til ”normal” transport med bil/trailer eller, at tage Autozug fra Hamborg til München t/r. Denne mulighed med at leje en lastbil var uprøvet for os, men skulle vise sig at være en fed oplevelse.

Efter at have kørt ca. 160 km. hjemmefra (Vordingborg) ankom vi i Büdelsdorf, en lille by lige udenfor Kiel. Her skulle vi efter aftale afhente vores bil hos den lokale Kawasaki-forhandler. Vi fik en hurtig instruktion i hvordan motorcyklerne skulle læsses. Der blev lavet en optælling af skralder og remme, ”Ordnung muss jo sein” i Tyskland, og 1-2-3 læsset. 1 time senere var vi på vej. Ligesom vi kørte ud af porten begyndte det at regne. Allerede der, var der ingen tvivl om at det var den rigtige løsning. Vi valgte at køre tilbage til Kiel for at ”shoppe proviant”. Knoppers, vingummibamser, vand og Monster-energidrik. Så kører det for dig…Gps’en var indstillet, og pilen pegede sydover. Nu gik det for alvor løs. Jeg lover, at mindst 2 i selskabet på tidspunkter teede sig som 8-årige børn, der havde fået overdosis af sukker. De rendte næsten på loftet. Men alle mand skrålede med på div. tyske schlagere, god 80’er pop, og mindede hinanden om tyske reklamer, som alle, hvis man ellers er omkring de 40, måske lidt ældre, og har trådt sine barnesko på det sydlige sjælland, er opvokset med. Jo jo, humøret var højt. Rigtig højt.

Bortset fra en enkelt misser rent navigationsmæssigt, hvor vi nede i nærheden af Østrig missede en afkørsel, og i stedet røg over et flot pas. Eller flot og flot, det var jo mørkt da vi kørte der, men vi fornemmede hvordan det ville ha’ været, hvis der havde været lys på himlen, ja, så havde vi ingen problemer på turen. Men det kan altså ikke anbefales at køre i smalle bjergpas med en 2,5 meter bred bil når det regner, og er sort udenfor. Alle tankstationer langs med de tyske motorveje er jo pæne, ryddelige og rene, både når man skal benytte toilettet, men også i ”restauranten”. Og så kan de altså også godt lave en proper wienerschnitzel. Så vi kunne ligeså godt have holdt os til dem.

Efter et førerskifte i morgengryet, gik turen det sidste stykke over Passo Gardena. Jep, det er der de om vinteren kører styrtløb. Jacob C. havde roret, og han kører som man, i hans øjne bør køre. Bremser er noget man kun skal bruge i absolut nødstilfælde!!! Næh, man skal motorbremse, især når det er en diesel der ligger under hjelmen. Så jo, en Citroën Jumper kan sagtens klare 6.800 omdrejninger i første gear nedad bakke, så ved I det. Op og ned kom vi. Men vi snakker og pjatter stadig med det, når vi er samlet. Men som sagt, vi klarede det, og ankom lørdag morgen til Colfosco i Corvara (med Dolomitterne i baghaven). Skyerne hængte tungt over byen, og temperaturen stod på 2 grader celcius på bankens måler overfor Garni Reutlingen. Shit hvor koldt kan det lige være i juli måned? Det var bestemt ikke det vejr vi havde regnet med. Vi gik indenfor hos Andreas for at melde vores ankomst, og fik vores værelser og nøgler til ditto udleveret. Vi fik motorcyklerne ned fra ladet, og parkerede bilen sikkert på bankens parkeringsplads. Mc’erne kørte vi over i hotellets private underjordiske garage. Herfra gik vi op på værelserne med bagagen, og mødtes på den fælles balkon der forbandt vores værelser. Jeg vil tro der var gået 30 minutter siden vi var kommet. Vi troede ikke vores egne øjne, da vi igen kiggede over på bakkens temperaturmåler. 22 grader. Yes Sir!

Sving, sving og atter sving

Til dem som godt kan lide at køre sving, og endnu ikke har været i det nordlige Italien. Se nu at komme afsted! Hvad venter du på? Vores hotelvært Andreas, vil kunne fortælle dig i hvilket sving, på hvilket pas, du skal huske at smile til den automatiske fartkontrol i form af, hvad vi troede var, en orange skraldespand. Men hernede er der fantastisk natur med lækre sving, både hårnåle, snævre og de åbne bløde af slagsen. Flere tusinde hver dag, hvis du gider, og magter det. Bare husk, at det ikke er en racerbane, og at der rent faktisk også kører andre køretøjer på vejene, også de irriterende af slagsen, I ved dem der tror de er Marco Pantani’s overmand, både op og ned af bjerget. De kan nemt gøre livet surt, og sende dig ud i nogle, selvfølgelig af dem fremprovokerede, halv-hasarderede overhalinger. Slap af, og nyd det i stedet. De lokale ved at du kommer for at give lidt gas, og accepterer det, så længe farten og forhjulet er nede, og begge hjul kører samme hastighed. Hvis ikke, så jodler de ud i det åbne landskab, og advarer via mobilen ”sherifferne” i de omkringliggende byer, som så tager pænt imod dig i hvid hat, stramme ridebukser og smalle sorte læderstøvler, hvis du forstår.

Maden dernede er også noget for sig selv, på den positive måde forstås. Her kan du sikkert få gastronomiske mikromåltider hvor selleri smager af jordbær. Men det er altså ikke det vi sætter tænderne i, når vi kommer på disse kanter. Vil du ha’ bøf, så gå ned i GrillKeller, og spørg efter en 1100 gram fætter, og bed om det røde salt…. Du vil ikke fortryde. Og llers er der jo, hvis du som jeg er meget glad for is, intet der slår deres hjemmelavede Gelatto (is). Men ellers er der rig mulighed for at nyde de lokale specialiteter indenfor pasta og pizza, men lov mig at holde dig fra pølserne med blandet salat. 11 euro for 2 pølser fra glas, der bliver holdt over en stegepande (for varmens skyld), og en portion sauerkraut der ville gøre enhver kanin misundelig, gør altså ikke, at man kan tillade sig at have det på menukortet. Det fik de så også at vide. Vores stolthed fik buler, når de andre grinede af os. Det tog noget tid, inden Ole og jeg syntes at det var sjovt. I dag, her flere år senere, griner vi heldigvis med.

Italien kan noget med mad

Hvorom alting er, så er Italien, især det nordlige område, et fantastisk sted at være. Der er mange snoede veje, flinke mennesker, flot natur, høj kvalitet af mad, hvis man altså holder sig fra pølserne. Kan man klare dagsture på 250-400 km. kommer man altså godt omkring, og får set både Stelvio, Gardasøen, den oversvømmede kirke i Rechensee, Bormio, og et væld af bjergtoppe. Sådan en tur skal og bør nydes med gode venner, der alle har nogenlunde samme kørefærdigheder. For selvom der er flot, og vejene lækre, så kræver det at man er opmærksom på sine omgivelser, forudseende, og er klar til at fatte bremsen, da det ikke er alle der har forstået det med de lokale og sherifferne. Selvom bilisterne er meget mere agtpågivende end de er i Danmark (der skal ikke meget til) så er der enkelte der tror deres Skoda Fabia 1,2 har kræfter som en italiensk Ferrari, og mener at man godt kan overholde turistbusserne opad og indvendigt i hårnålesvingene.

Jeg vil opfordre alle motorcyklister der har lysten til at besøge det nordlige Italien, til at gøre det mindst en gang i deres liv. Det giver mig, og dem jeg kører med en oplevelse hver gang. I år er det 3. gang vi tager afsted. Og jeg føler mig temmelig sikker når jeg siger at det ikke er den sidste gang.

God sæson til alle.