Sri Lanka på MC

Aldrig for varmt og aldrig koldt. Sådan beskrev Gunnar Skrydstrups geografilærer engang Ceylon, der nu hedder Sri Lanka, og nu skulle det tjekkes. Sammen med Villads K. Mortensen fra MC Asien og 10 andre blev der kørt mc rundt på øen i Det Indiske Ocean. I alt små 1.400 km fra herligt snoet asfalt i rene kurveorgier til ujævne småveje gennem udstrakte te-plantager og udfordrende bagveje med store huller og sten. Alt sammen godt snottet og hostende.

Der kan være mange grunde til, at man vælger et rejsemål frem for andre. Min grund til at ønske mig til Sri Lanka var lærer Nielsen, min klasse- og geografilærer helt til bage i folke- og mellemskolen. Da han i geografi gennemgik Ceylon – sådan hed Sri Lanka dengang – fortalte han om klimaet, så jeg fik den opfattelse, at det måtte være et af det bedste steder på jorden. Aldrig for varmt og aldrig koldt. Om jeg opfattede ham korrekt, er vel ikke helt sikkert, men lige siden den geografitime for omkring 60 år siden havde jeg haft lyst til at besøge øen sydøst for Indien, og nu var Villads Koch Mortensen (MC Asien) begyndt at arrangere mc-ture rundt på øen, så nu skulle det være.

Den officielle del af MC Asien-arrangementet foregik fra den 15. januar 2018 om aftenen til den 26. efter afslutningsmiddagen. For at få lidt ekstra sol, havde jeg bestilt plads på start-hotellet ved Negombo lidt nord for hovedstaden Colombo fra et par dage før tur-starten. Formålet var at gøre det hele lidt mere afslappet, men det startede temmelig anstrengende. 

Man skal have visum for at komme ind i Sri Lanka, og da det kan lade sig gøre ved ankomsten, havde jeg valgt den i første omgang nemmeste løsning og besluttet at få visum i lufthavnen i Colombo. Men når man har siddet på bageste række i et stort fly og kommer ud blandt de sidste af flere hundrede og samtidig overser et stort skilt med ”Visum” i immigration-området, så er det ikke nogen god idé. Efter at have stået i kø i 10-15 minutter begyndte det at dæmre for mig, at jeg vist manglede de papirer, som dem forrest i køen afleverede, når de kom frem til skranken. Jeg vovede mig ud af køen og spurgte en kvinde bag skranken, om man kunne få visum der. Hun vrissede et eller andet og pegede i den retning, jeg var kommet ind.

Ankomst Sri Lanka

Ved at bevæge mig derhen fik jeg øje på et stort skilt, hvor der stod, at her kunne man få visum ved ankomst. At jeg havde overset det i første omgang skyldtes nok, at jeg var meget optaget af at finde den korteste af de mange køer til udgangen. Visum-køen var ikke så lang endda, men der herskede en total mangel på system og kø-kultur. Det var alles kamp mod alle.

Da der efter nogen tid opstod lidt uro på grund af en schweizer, der stod og søgte visum, selv om han allerede havde et hjemmefra, lykkedes det mig i forvirringen at få stukket mit pas  frem til en kvinde bag skranken. Hun kiggede nådigt op og gav det videre til en mand. Og så gik det faktisk ret hurtigt, selv om alt virkede totalt kaotisk. Efter endnu cirka 5 minutter og en betaling på 40 USD stod jeg med en lille lap papir, der gav adgang til det, der skulle være et klimatisk paradis.

Så hen til køen fra før, som heldigvis var blevet en del kortere i mellemtiden. Men igen så det ud, som om folk foran afleverede noget, som jeg ikke havde. Ud af køen igen og frem til en ny kvinde i fin uniform. Hun viste mig et stykke papir og pegede ud til siden ovre på den anden side af et rækværk. Her lå en masse skemaer, som man skulle udfylde et af med en række personlige oplysninger. Det var ret hurtig overstået. Hen i køen igen, der igen var blevet kortere, og snart kunne jeg gå ud og samle min kuffert op, der stod alene sammen med en enkelt anden ved siden af et stoppet bagagebånd.

Så var det bare ud i ankomsthallen, hvor der ventede en, der skulle køre mig til hotellet. Det vil sige, det gjorde der så ikke. Efter flere gange at have passeret en lang række personer med store navneskilte, måtte jeg konstatere, at mit navn ikke var der. 

Trist ankomsthal

Det var varmt, jeg slæbte rundt med bagage og en tung mc-jakke, og humøret var efterhånden et stykke under nulpunktet. Men henne ved en slags turistbureau blev jeg frelst af en venlig mand, der ringede til hotellet, der dog ikke mente at have nogen aftale om at hente mig. Så var der ikke andet at gøre end at tage en taxa. Jeg spurgte min frelsende engel, hvad sådan en mon ville koste, men han rystede bare på hovedet og sagde, at det skulle jeg ikke tænke på, hvorefter han gelejdede mig ud til en taxa og gav chaufføren et stykke papir, som senere blev overrakt til receptionisten på hotellet. Han kiggede godt nok noget skeptisk på det, men betalte chaufføren, og snart stod jeg med en nøgle til et værelse på 3. etage på Topaz Beach Hotel.

Videre mod Topaz Beach Hotel

Selv om det var ved at være mørkt, kunne jeg konstatere, at hotellet virkede noget ucharmerende og nedslidt, men at det havde en nogenlunde swimmingpool, og at det lå lige ned til en bred sandstrand med udsigt over havet, og inden en time efter ankomsten sad jeg med den første kolde Lion Ale (625 ml og 4,8 %) og havde bestilt ris med et eller andet ”not too spicy”. Temperaturen på terrassen var til skjorteærmer, mens Det Indiske Ocean glimtede i mørket ude til venstre. Jo, det skulle nok blive godt! Humøret var steget med op til flere plusser, og verden var igen i hak.

Når der ikke er dyne eller tæppe på sengen, men bare et sammenfoldet lagen, og du straks ved entréen til værelset bliver mødt af en meget lille firbenet fyr, der på sugekop-ben sidder på en væg, så får du en fornemmelse af, at selv om det er midt januar, så er det nok ikke kulde, der bliver et problem de næste dage. 

Det blev det så alligevel, for da alle var samlede, og mc-turen skulle starte den næste dag, kom jeg til at dele værelse med Nicolay, en 26-årig kuldeglad nordmand, og selv om jeg belært af tidligere erfaring vidste, at der var stor sandsynlighed for, at det kom til at koste mig en forkølelse, rørte jeg ikke hans indstilling af airconditionen og gik i seng med en kold luftstrøm hen over mig, hver gang blæseren gik i gang. Da jeg vågnede tredje gang og frøs, stod jeg op og slukkede for djævelskabet, men da var det for sent. En super-forkølelse ramte med influenza-symptomer, hoste og snot i lange baner.

Læs del 2 her.