Test: Ski-Doo Grand Touring 600 – Den perfekte PMS kur

Når vinteren er over os og vejret er trist og gråt, kan vi motorcykelentusiaster godt falde i en slags vintertristesse, eller PMS (Parked Motorcycle Syndrome). En sørgelig tilstand du på MagaCin har kunne læse om ved flere lejligheder, men bare rolig… MagaCins udsendte har udforsket en mulighed for at imødegå en sådan omgang tungsind. Undertegnede besluttede, at jeg på årets familieskitur skulle nappe en tur på snescooter, for at få lidt sol og fart i tilværelsen.

Dagen oprandt hvor familien og jeg skulle prøve kræfter med snescooterkørsel. Vi havde booket en guidet tur hos Lofsdalesn Skoteruthyrning, som tilbyder en række forskellige muligheder, hvis man har lyst til at forsøge sig med motoriseret snesjov. Du kan bl.a. leje en scooter og på egen hånd begive dig ud i terrænet – scooteren kan lejes fra en time til et helt døgn. Det er også muligt at komme på en guidet aftentur rundt i fjeldet, som ender med tre-retters menu, i udlejningensstedets restaurant eller man vælge – som jeg gjorde – en to timers familietur med guide.

Efter at have fremvist kørekort og betalt for turen – det kostede 980 SEK pr. scooter – skulle der prøves hjelme. Hjelmene lignede til forveksling MX-hjelme, men de fleste af dem var dog også forsynet med visir. Efter hele familien var blevet ekviperet med en hjelm der passede, gik vi ud til vores guide, som stod med scooterne klar. Vi skulle køre på Ski-Doo Grand Touring 600, som er en topersoners sag, forsynet med en 62 hk twin-motor fra Rotax.

Turen foregik på Ski-Doo Grand Touring 600

Vores guide gav os, og de andre gæster, et lille lynkursus i hvordan en snescooter skal betjenes, og som motorcyklist, er setuppet ikke helt fremmed. Der er nuancer til forskel – eksempelvis gives der gas med tommel- eller pegefingeren og ikke med et traditionelt gashåndtag. Koblingsgreb er der heller ikke, men det findes der efterhånden også en del motorcykler der ligeledes mangler – f.eks. Honda Africa Twin DCT – så det er ikke så uvant. Lidt aparte er det med et bremsegreb, der hvor koblingen sædvanligvis betjenes – det er dog nemt, at vænne sig til at bruge. Den største forskel på MC- og snescooterkørsel er at du skal glemme alt om kontrastyring – her skal du faktisk dreje til venstre når du rent faktisk vil til venstre.

Der er nuanceforskelle mellem MC- og snescootercockpittet

Efter den hurtige gennemgang, drog vi i kolonne afsted ud i det sneklædte svenske landskab. Jeg kørte bagerst med sønnike og selvom man måske instinktivt gerne vil køre forrest, var det ikke så dumt at være bagerst – det vender jeg tilbage til.

Det første stykke af turen foregik på en tilfrosset sø, men i spor som andre snescootere før os havde lavet. Hele turen foregik faktisk på præparerede scooterspor, som der skal betales afgift for at måtte færdes på. Vores rute gik også igennem naturreservater, hvor der ”förbjudet” at færdes uden for sporene. Er man ikke i et restriktivt område, kan man begive sig på eventyr udenfor de fastlagte ruter – hvilket mange af de lokale som muntrer sig med.

Vores guide satte et adstadigt tempo til at begynde med, så hele flokken kunne vænne sig til betjeningen af snescooteren og dens måde at opføre sig på. Hurtigt blev det klart for mig, at sådan snebandit ikke opfører sig ret mig som en motorcykel. Det giver i virkeligheden også god mening, da den har to kontaktflader fortil, fremfor et enkelt, som vi MC’ister er vant til. Derimod er opførslen meget lig en ATV – hvis du har prøvet sådan en – og ligesom en ATV kan du provokere snescooteren til at køre på ”to hjul”. Drejer du f.eks. skarpt til venstre, vil scooteren gerne løfte sin venstre ski, og er du meget uforsigtig, er scooteren helt sikkert nem at få om at ligge på siden. Som chauffør skal du være vaks til at flytte din vægt, for at imødegå køretøjets unoder – i det lys kan der drages paralleller mellem snescooterkørsel og når man kører MC i terræn. Jeg talte lidt med vores guide om ligheder og forskelle mellem de to verdener, han berettede at hvis man kørte i meget dyb sne, blev oplevelsen mere motorcykelagtig – det er helt sikkert noget som skal prøves. 

Da jeg kørte bagerst, var der rig mulighed for at falde lidt tilbage og eksperimentere med snescooterens køregenskaber – til stor glæde for afkommet bagpå scooteren. Bagsædepladsen på Ski-Doo 600 Grand Touring er meget komfortabel, da den består af et stort blødt sæde, ryglæn og passagerhåndtag med varme i. Ud over at eksperimentere med køreegenskaberne fra kolonnens bagerste plads, gav placeringen også mulighed for at teste scooterens acceleration. Jeg lod de andre komme lidt foran og holdt så kablet blive helt stramt, hvilket er faktisk noget sludder, for Ski-Doo 600 Grand Touring er udstyret med ride-by-wire. Jeg skulle hilse at sige, at sådan en snescooter gerne vil fremad – her er ikke noget med ”hjulspin” da bæltet bagtil har en stor kontaktflade. Bæltet har vitterligt godt fat i underlaget, og sender ekvipagen afsted med en herlig acceleration. Bevares – det ville da gå stærkere på ryggen af en CBR 1000 RR – R, eller hvis man nu skiftede kraftværket fra Rotax ud med en 200-hestes kompressorladet sag fra Kawasaki Z H2 – men det var nok til at give undertegnede et bredt smil inde i udlejningshjelmen.

Efter at have traverseret det relativt jævne stykke som den frosne sø udgjorde, kom vi ind i skovklædt terræn, som var mere kuperet – og gav endnu flere muligheder for at afprøve det nye legetøj. Inde mellem træerne var sporet overstrøet med små pukler, som satte scooterens affjedring på overarbejde, men det var imponerende hvor godt ujævnhederne blev absorberet. Mens vi kørte på det knoldede spor, var det også oplagt at finde ud af om jeg kunne få skiene til at lette fra sneen – det viste sig ikke at være så svært. Ved at slippe gassen lige før en passende pukkel, presse fjedrene i bund og så give gas og flytte vægten bagud på én gang, var det superlet at få løftet forenden en smule fri – det er egentlig utroligt hvor lidt der skal til at more en voksen mand.

Mens vi kørte blandt træerne, var det også muligt at teste Ski-Dooen lidt uden for de fastlagte spor – vi var endnu ikke i naturreservatet – og her imponerer maskinen ligeledes. Det er som om der ikke findes grænser for, hvor du kan køre hen med en snescooter.

Turen bød også på andet end motoriseret sjov og ballade, for efter det skovklædte område, bevægede vi os oven for trægrænsen og terrænet blev mere alpint. Solen skinnede fra en skyfri og dybblå himmel – omgivelserne var ganske enkelte betagende. Her fulgte jeg bare tempoet, som vores guide satte, og nød i fulde drag den fantastiske natur. Efter en lille times kørsel dukkede der pludselig et traktørsted op – her gjorde vi holdt, og forsynede os med vafler, kaffe og kakao.

Over trægrænsen er alting hvidt

Efter det lille hvil var det tid til at vende snuden tilbage scooterudlejningens base. Turen tilbage gik via nye spor, så igen var der rig mulighed for at både nyde naturen og lege med snescooteren. Da hele flokken generelt var blevet mere fortrolig snescooterkørsel, gav guiden tempoet et nøk opad. Det kom især til udtryk da vi nåede til den frosne sø igen – jeg havde igen ladet mig falde lidt tilbage og besluttede mig for at overhale min kone og datter, som lå næstsidst i feltet. Jeg trykkede gassen godt ind, men alligevel lykkedes det ikke at indhente dem – også selvom speedometernålen kom op i noget med tre cifre. Da vi fik parkeret og afført os hjelmene, afslørede smilet på fruens ansigt, at hun i den grad var begejstret for det her snescooterhalløj.

Begejstrede var børnene også – min datter var indledningsvis anelse skeptisk, men måtte overgive sig til sidst. Sønnike, som er 13 år gammel,  var mere end ekstatisk over oplevelsen og mente, at han burde have haft sit eget køretøj. Desværre var det ikke ladesiggørligt – for at føre snescooter lovligt i vores broderland, skal man være i besiddelse af et almindelig B-kørekort – har du kun kørekort til motorcykel, skal du en tur i køreskole. Er du svensk statsborger, kan du allerede som 16-årige erhverve dig et decideret snescooterkørekort.

Sønnike var meget begejstret for at køre snescooter

Har du et kørekort som gør de relevante myndigheder tilfredse, kan jeg på det varmeste anbefale et lille snescootereventyr. Selvfølgelig koster det lidt at leje sådan en krabat, men er du alligevel på skiferie, sparer du jo skileje og liftkort den pågældende dag. Det er simpelthen noget af det sjoveste jeg har prøvet i lang tid og jeg har kun dyppet tåen i den pool, som er snescooterverdenen. Sætter du dig ved din computer, og søger lidt rundt i internettets hjørner, støder du ind i nogle særdeles kapable folk, som både kan lave backflips og køre henover vand – som vel at mærke ikke er dækket af is.  

Kan en snescooter så være et vinteralternativ til motorcyklen? Absolut! Selvom den ikke opfører sig som en MC, tilbyder den nogle af de samme ting som en motorcykel gør; motoriseret sjov og ballade, køretekniske udfordringer og mulighed for at køre i smukke landskaber. Det er en perfekt blanding af action og afslapning, og boede jeg i Sverige, havde jeg med en garanti en snescooter stående i garagen.