Forside / Test / Test: BMW R 1300 GS Adventure med ASA
Test: BMW R 1300 GS Adventure med ASA
MagaCin har som det første danske medie prøvekørt den nye BMW R 1300 GS Adventure med ASA eller Automated Shift Assistant, hvor koblingsgrebet er forsvundet, men gearpedalen er bevaret.
Artiklen er få timer inden vores afrejse til EICMA opdateret med et lille ekstra informativt afsnit nederst.
Udviklingen har været ganske markant siden Ewan McGregor og Charley Boorman stod bag seer-hittet Long Way Round, hvor seerne fulgte de to kendisser over en distance på 31.000 kilometer fra London til New York på BMW R 1150 GS Adventure. I 2004 lancerede tyskerne den større BMW R1200 GS, som gennem en længere årrække satte sig godt til rette på tronen som ukronet konge på markedet for Adventure cykler, og på de store europæiske motorcykelmarkeder dominerede den tyske eventyrer hurtigt gadebilledet.
I 2007 startede Ewan McGregor og Charley Boorman optagelserne til efterfølgeren The Long Way Down, hvor ruten gik fra Skotland til Cape Town i Sydafrika, og der blev til formålet bestilt 2 stk. BMW R1200GS Adventure.
Efterfølgende har MagaCin gennem årene ved flere lejligheder kørt de skiftende inkarnationer af de store BMW GS’er, og det har budt på et væld af fede, herlige, overraskende og særprægede oplevelser. Eksempelvis i forbindelse med testen, R1200GS vs 990 Adventure vs Stelvio 1200 vs Super Tenere 1200, som du kan læse mere om i artiklen På tohjulet eventyr og se i program #25, hvor vi måtte foretage dyb nedlægning på GS’eren, for at dræne lidt benzin til at fyre op under et lejrbål i Sverige.
Den store GS’er har lige fra fødslen været særdeles velkørende, og faktisk så velkørende på asfalteret underlag, at vi med blussende kinder må erkende, at vi også hører blandt dem, som har skrammet et ventildæksel eller to med dyb nedlægning.
Tommy Rønn beskrev i sin Test: 2013 BMW R 1200 GS modellen som helt igennem fantastisk, og den store GS’er blev bestemt ikke ringere, da efterfølgeren BMW R 1250 GS efter snydepremieren i 2018 blev officielt tilgængelig. Spørgsmålet om hvordan pokker man griber sagen an, når man får til opgave at gøre noget i forvejen rigtig godt endnu bedre, fik vi besvaret året efter, da MagaCin prøvekørte 2019 BMW R 1250 GS med flere kræfter og variabel ventilstyring.
To view the full article you must subscribe or buy access to this article