Genvej til ren MC - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Genvej til ren MC

Test af MUC-OFF højtryksrenser
30/08-2020 kl. 08:00
Anslået læsetid: 7 Minutter

Nogle mennesker elsker bare at nusse og pudse deres motorcykel. For andre er det en mere eller mindre sur pligt, at gøre maskinen ren.
For de som gerne vil slå en lille smutvej med rengøringen, er højtrykrenseren tillokkende at bruge.
Historier om ødelagt elektronik og lejer som er blevet tømt for fedtelse, har dog afholdt mange fra at give sig i kast med det projekt.

Britiske Muc-Off hævder at have løsningen i deres særlige højtryksrenser, rettet til brug på motorcykler. MagaCin har testet netop sådan en krabat henover sommeren – her er vores erfaringer med apparatet.

Hvad er der i æsken?
I papkassen finder vi naturligvis selve højtryksrenseren inklusiv slange, lanser og tilslutningsstuds. I pakken er der udover lansen til motorcykler, én til almindelige trædecykler, der leverer et lavere tryk, samt en universallanse som leverer et højere tryk. De to første lover Muc-Off er fuldstændig sikre, at rette mod lejer og affjedringskomponenter. Den sidste er til fasgroet skidteras på dæksider og andre flader, som tåler at blive spulet hårdt.

Med til sættet hører tre forskellige lanser

Endvidere følger der også en skumlanse, som fordeler Motorcycle Cleaner, også et Muc-Off produkt, ud over din maskine. Det er muligt at justere hvor stor en mængde der kommer ud gennem dysen.

Endelig er der en flaske med Motorcycle Cleaner, en flaske af samme blot i koncentreret form, to mikrofiberklude, en dåse Motorcycle Protectant og en smart opbevaringsæk.

Æskens indhold

Første test – en møgbeskidt Tiger
Højtryksrenserens første opgave var en feriesnavsbefængt Triumph Tiger Explorer XC, som havde drønet rundt i Norge i en uges tid. Maskinen var mere end almindelig beskidt, så vi regnede ikke med, at blot en enkelt trykrengøring kunne fjerne al snavset.

En feriebeskidt MC

Alligevel gik vi til opgaven med en god portion optimisme. Først lagde vi ud med at spule hele maskinen grundigt med lansen beregnet til motorcykler. Så skiftede vi den ud med skumlansen, fedtede cyklen godt ind og lod den lyserøde væske, som nu var blevet til hvidt skum, sidde mens vi tog os en kop kaffe.

Herefter var det tid til endnu en spuletur og vi sørgede for, at trykskylle alle kringelkroge – dem er der en del af på sådan en adventurebike. Efter sæben var skyllet af, lod vi de værste vand dryppe af og så var det ellers at svinge mikrofiberkluden.

Et temmeligt godt resultat

Efter den grundige aftøring var det tid til at vurdere resultatet. Havde vi regnet med at ethvert spor fra ferieturen var forsvundet som dug for solen, blev vi skuffede. Rundt omkring i hjørner og kroge kunne rester af skidt og snavs stadig findes – men dog i temmelig begrænset omfang.

Som en teenager med lidt for mange bumser i krydderen, skal betragte sit spejlbillede en meters penge fra spejlet, skal en hurtigvasket motorcykel også vurderes i rimelig afstand. Med to skridts afstand fra Triumphen var det imponerende hvad Muc-Off behandlingen havde udrettet. Maskinen var gået fra, at ligne noget anvendt som erstatning for en vendeplov, til en motorcykel du kunne være bekendt at parkere foran din yndlings iskiosk.

En hverdagsbeskidt Honda
I august måned havde vi den finurlige Honda X-ADV til test – resultatet af den test kommer her på siden i nærmeste fremtid. Mens vi havde scooteren med eventyrambitioner til låns, blev den almindeligt beskidt af støv, lidt regnvejr og en masse insekter.
Derfor var det oplagt at lade X-ADV’en undergå en kærlig behandling med højtryksrenseren.

Hondaen fik samme behandling som skribentens Triumph

Den store scooter fik samme behandling som Triumphen, men denne gang brugte vi en børste efter sæben havde fået lov til at virke, så eventuelt genstridigt snavs, bedre lod sig overtale til at slippe grebet i maskinen.

Resulatet var perfekt – med børstens hjælp forsvandt alle insekter og kun de mest hysteriske typer ville kunne finde noget der mindede om snavs.

Med til historien hører også, at Honda X-ADV har markant flere glatte flader end adventurebikes i almindelighed, og skribentens Triumph Tiger Explorer XC i særdeleshed.

Triumph – round two
Netop undertegnedes egen maskine blev testobjekt endnu en gang mens vi havde Muc-Off højtryksrenseren til låns. Denne gang skulle den grønne englænder vaskes efter en fornøjelig formiddag på grusvej, i skov og på stubmarker. Som første gang blev MC’en trykskyllet og sæbet ind, men denne gang blev der tilsat en spand varm vand og et par børster til processen – ligesom med Hondaen.

En spand varmt vand og et par børster hjælper processen

Naturligvis tager rengøringen lidt længere tid, når der også skal bruges varmt vand og børster. Men den ekstra tid er godt givet ud, for selvom Motorcyle Cleaner sæben er ret effektiv, så kan den ikke få al snavs til at slippe. I kombination med en børste og noget varmt vand, måtte selv det mest ihærdige skidt give op.
Modsat første gang udstyret blev testet, kunne vi denne gang godt stå tættere på maskinen og stadig være tilfredse.

Duer også til andre ting
Selvom højtryksrenseren fra Muc-Off er rettet til brug på motorcykler, kan den heldigvis bruges til andre ting. Skribentens Volvo V60 fik også en spuletur, da den var blevet godt klattet til af svalerne i garagen, samt støvet fra sensommerens høstarbejde.

Muc-Off Motorcycle Cleaner virker formidabelt som fælgrens

Herregårdsvognen fra “hinsidan” gennemgik samme regimente som både Hondaen og Triumphen.
Selvom der står Motorcycle Cleaner uden på flasken med den lyserøde sæbe, funger den nu også forrygende på firehjulede køretøjer. Særligt til at fjerne bremsestøv og andet fastgroet snavs fra fælgene, er motorcykelsæben særdeles velegent – igen gør du dig selv en tjeneste ved at bruge en passende børste.

Tidsforbruget når der skal vaskes en bil og ikke en motorcykel er selvsagt større, men med Muc-Off højtryksrenseren går det alligevel ret gesvindt. Resultatet var heller ikke at kimse af – bilen så næsten ud som den dag den forlod forhandlerens udstilling.

Genvej til ren MC
Højtryksrenseren fra Muc-Off er en fantastisk god hjælp når der skal gøres motorcykel ren i en fart. Det behøver ikke tage meget mere end en halv time at tildele dit kæreste eje en omgang vandbaseret kærlighed.
Du kan sagtens klare dig med pakkens indhold, men du bør invistere et par ekstra håndører i en børste eller to – så gør du livet surt for hver en slags snavs.

Muc-Off højtryksrenseren er bestemt pengene værd

Med højtryksrenseren, den effektive sæbe og et par velegnede børster, har du opskriften på en let og hurtig rengøring af din motorcykel – samt andre køretøjer.

De mest krakilske vil nok ikke være fuldt ud tilfredse med hvad sættet kan præstere, men det er nok tvivlsomt at de overhovedet kunne finde på at anvende sådan en genvej til ren MC. Muc-Off højtryksrenseren er set til priser mellem 1100 og 1500 kr.

Som du måske kan udledde af ovenstående tekst, har vi været svært begejstrede over højtryksrenseren fra Muc-Off. Derfor har vi besluttet os for at dele glæden med vore kære læsere, hvorfor du inden for nærmeste fremtid, får muligheden for at stifte nærmere bekendtskab med den lille lyserøde makker.
Så hold øje med siden, og se hvordan du kan blive den heldige ejer af denne lille sag.

Del med en ven

En person snakker om “Genvej til ren MC

  1. Udmærket test. Må jeg dog tilføje, at noget så billigt som brun sæbe er et særdeles effektivt og samtidigt skånsomt produkt, som tager alt skidt – også insekter og oliesnavs. Det efterlader desuden en beskyttende film på lakken.

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start