Glædelig motorcykeljul
Julen står for døren og det er i den grad på tide, at tænke på gaverne der skal under træet. Hvis du er lidt heldig, skal du købe en gave til din kone, søn, datter eller måske endda din svigermor som også kører motorcykel. Det kan også være at du bare har du lyst til at købe en lille julegave til dig selv. Uanset hvad er der her nogle gode bud på hvad der kan komme under træet og der er noget for en hver pengepung.
Cirka en plovmand
Det første bud der befinder sig i dette prisleje er ”Motorcycle Wheel Cleaning Tool” som er en simpel, men snedig løsning til alle dem med en motorcykel uden centerpote. Du kender problematikken; du skal gøre dit hjul rent og det kan være svært at se og rengøre den del af fælgen som vender op ad. Du kan selvfølgelig tage kværnen af støttefoden og trille lidt frem eller tilbage, men det er temmelig omstændeligt. Her kommer den lille smarte opfindelse ind i billedet. Du placerer ”Motorcycle Wheel Cleaning Tool” på en plan overflade, triller for- eller baghjul op på de små ruller, sætter støttepinden ned og vupti! Nu kan du dreje hjulet frem og tilbage, så du nemt som en leg, kan gøre fælge rene eller smøre kæde. Du kan erhverve den smarte gadget for 449 kr.
Bud nummer to i denne prisklasse er noget så usexet som en gul vest, men inden du scroller videre så hæng på et øjeblik. Vi har alle sammen set en af vores motorcykelfæller, komme kørende med en tilfældig gul vest fra et byggemarked blafrende efter sig som en bremseskærm på en dragster. Hvad kan du så gøre, hvis du gerne vil ses, hvilket jo i høj grad er nyttigt ude i den pulserende trafik, men ikke gider ligne en indkøbspose i blæsevejr? REV’IT har et stærkt indspark i form af deres Connector Vest HV. Den her vest særligt fed, fordi den er konstrueret således, at den faktisk er til at holde ud at have på når du stryger afsted gennem landskabet. Den passer over enhver MC-jakke, sidder tæt uden at blafre som føromtalte faldskærm og er nem at tage af og på. Har du en REV’IT jakke, er der stor sandsynlighed for at den kan sættes direkte på jakken, så vesten følger med som en integreret del af jakken. Og en pris på 349 kr. virker særdeles rimelig for en opgradering af sikkerheden.
Er dine hjul rene, kæden smurt, synligheden i orden, men budgettet på omkring en 500-las, kan Optimate 3 laderen fra Tecmate være et bud på en god og nyttig julegave. Der er ikke noget mere frustrerende at ville starte sin motorcykel når det bliver forår, for så blot at konstatere, at batteriet er dødt. Derfor en det rigtig god ide, at holde sit batteri i form gennem vinterpausen. Optimate 3 er en såkaldt intelligent lader, som du blot kobler til dit batteri og så oplader den på den mest optimale facon. Skulle du alligevel glemme at lade dit batteri, kan den smarte lader, i mange tilfælde, vække det næsten døde batteri til live igen. Du kan tilslutte laderen enten med et godt gammeldags krokodillenæb eller med et SAE-stik som følger med i kassen.
Større budget? – 3 forslag til cirka en tusse
Har du et større gavebudget har vi selvfølgelig også et par forslag du kan overveje.
Blinklysene på undertegnedes Triumph Tiger 1200 er modne til en udskiftning, da flere af glassene er holdt fast med sort isoleringsbånd. Naturligvis er det ikke en holdbar løsning i længden, så jeg overvejer at begave mig selv med to sæt Oxford Night Rider LED blinklys. Hver lygte indeholder 12 LED'er som tændes sekventielt og fortæller de andre trafikanter, at er her noget at holde øje med. Nå ja – så ser det også bare ret fedt ud. Oxford har været så snedige at bage modstande ind i blinklysene, så installationen burde være ren plug and play. Blinklysene er i øvrigt E-mærkede, så der bliver ingen problemer med synshallen eller ordensmagten.
Næste kandidat når ikke helt tusinde kroner, men er alligevel et kig værd. For 899 kr. kan du få REV’ITs Sirius 2 H2O handske. Ligesom den berømte slædepatrulje, er disse handsker gearet til koldt vejr. Måske ikke helt de temperaturer de arbejder med i det nordøstlige Grønland, men det er en handske beregnet til koldt og vådt vejrlig. Til at holde regnen ude, er handskerne forsynet med hydratex Z-liner, som er en vandtæt membran a la GoreTex. Foret er lavet to slags Thinsulate materiale, som skulle sikre lune hænder og er du alligevel uheldig at få vand i handskerne, er de to slags stof angiveligt hurtigt at få tørt igen. Er du veganer, er Sirius 2 bestemt ikke noget for dig, idet REV’IT har konstrueret broderparten af yderhandsken af gedeskind og resten er fremstillet af twill. I håndfladen er der påsyet ekstra skind for yderligere forsvar mod asfalteksem, skulle du være så uheldig at tage dig en glidetur. Endvidere er der hård beskyttelse på oversiden, således at dine knoer også får god beskyttelse. Til sidst skal det nævnes at handsken er forsynet med et par snedige detaljer; på pege- og tommelfinger er der nemlig særligt stof til at aftørre visiret, der er reflekser på oversiden for øget synlighed og pegefingeren er touch kompatibel, så du slipper for at tage handskerne af, når du skal rode med din smartphone.
Ligesom det er vigtigt at beskytte sine hænder mod kulde og væde, er det vigtigt at beskytte sit kæreste eje mod langfingrede typer. For at gøre livet surt for tyveknægtene, skulle du måske overveje en Oxford Alpha XA14 skivelås. Den skulle være særdeles besværlig at hive af skiven på uautoriseret vis, da selve enheden er konstrueret sådan, at den er ekstremt modstandsdygtig overfor slag- og skæreværktøjer. Selve låsecylinderen er en 14 mm tyk sag, som låser ved hjælp af to paler og er efter sigende umulig at dirke op. Skulle optimistiske banditter alligevel forsøge sig, giver skivelåsen sig til at pibe og hyle med intet mindre end 110 dB. Det gør den uanset om de piller ved låsen eller prøver at løfte afsted med din motorcykel.
Er der ikke noget lidt dyrere?
Hvis du har lyst til at spendere lidt ekstra på julegaven, kommer der her et par forslag.
Det første er Challenger Carbon hjelmen fra LS2. Som navnet antyder, er skallen konstrueret i kulfiber som gør hjelmen stærk og utrolig let, nemlig 1350 gr. plus/minus 50 gr. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, men det er decideret imponerende når hjelmen er forsynet med ventilationsporte i hagen og på toppen, en enkelt udluftningskanal og ikke mindst integrerede solbriller. Foret er åndbart, allergivenligt samt til at tage ud, hvis det skulle trænge til at blive luftet eller vasket. På sikkerhedssiden er er det værd at bemærke at hjelmen har dobbelt D-ring og ikke mindst ”Emergency Release System.” Det er to stropper redningsmandskabet kan hive i, hvorved kinpuderne fjernes og hjelmen kan fjernes nænsomt i en nødsituation. Visiret er klargjort til Pinlock og kan i øvrigt afmonteres uden brug af værktøj. Passer Challengeren ikke til din krydder, men er det en kulfiber hjelm som står øverst på ønskesedlen, kan du tage et kig på Scorpion EXO 1400 Air Carbon, som MagaCin testede sidste år.
Hvem ringer efter hjælp når du ikke selv kan? Det er filosofien bag eCall fra tyske dguard, som er vores sidste bud på en julegave, som gerne må være en smule dyrere. Skulle du være så uheldig at skvatte af cyklen med eCall monteret, detekterer systemet selv styrtet og sender besked til alarmcentralen med din nøjagtige position. Er der dårligt GPS-signal hvor du er, bliver din sidst kendte position sendt afsted. Derudover bliver der også monteret en SOS-knap på styret , så der kan tilkaldes hjælp, uden at systemet har registreret et styrt. Det kan være nyttigt hvis du kommer frem til et færdselsuheld, og du gerne vil tilkalde hjælp i en fart og komme hurtigt igang med førstehjælp. Kommer du til at trykke på SOS-knappen ved et uheld, kan anmodningen om hjælp nemt annulleres, ved at trykke på knappen to gange efter hinanden. Systemet kan dog også bruges i andet end nødstilfælde. Forestil dig at du er på besøg i en storby og du har parkeret din MC, for at gå på sightseeing, men nu kan du ikke huske hvor du parkerede cyklen. Ikke noget problem – du finder bare eCall appen frem, og du kan blive forenet med dit kæreste eje hurtigt igen. Det er også via samme app du får besked og live positionering, hvis der er der nogen der stikker af med din motorcykel. Som en ekstra detalje, kan systemet også logge dine ture, så du kan dele de fedeste ruter du har kørt, med dem der måtte være interesserede.
Forhåbentlig kan forslagene ovenfor være til inspiration og personligt håber undertegnede på nogle MC relevante pakker under træet. Glædelig jul.
0 personer snakker om “Glædelig motorcykeljul”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Dejligt sent i kommer med julegaveforslag. Men tak 🙂