Indkøbt: Alpinestars Tech 7 Enduro Drystar - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Indkøbt: Alpinestars Tech 7 Enduro Drystar

Nicolaus har spenderet en pæn skilling på et par Alpinestars Tech 7 Enduro Drystar, og vil over de kommende måneder udsætte dem for lidt af hvert.
03/05-2024 kl. 06:23
Anslået læsetid: 7 Minutter

Som motorcyklister har vi mange glæder, hvor selve det at køre på maskinen blot er én af mange.
Særligt når det lidt lumske danske vejr spiller os et puds med usædvanligt megen regn, og for årstiden temmelig lave temperaturer, kan det være dejligt at fordybe sig i både motorcykler og udstyr, som du måske, måske ikke, har brug for. Og denne skribent har brugt nogle timer de første par forårsmåneder, på at kigge efter nye støvler.

For år tilbage spenderede jeg nogle af mine sparepenge, på et par lækre Forma Adventure Boots, som er et par komfortable støvler der kombinerer en touring støvle med elementer fra en MX-støvle.

Jeg har været særdeles glad for støvlerne, særligt når forholdet mellem pris og kvalitet drages ind i ligningen, men samtidigt også været bevidst om deres mangler, når det gælder beskyttelse ved kørsel uden for asfalten.
Derfor fik de italienske læderstøvler også selskab af er par deciderede MX-støvler, af den budgetvenlige slags, til de mere kradsbørstige eventyr – for eksempel når der skal prøves kræfter med OffroadEventyr.

De billige MX-støvler har jeg endnu, men efter seks års tjeneste måtte Forma’erne give op. Og mit nærige jeg tænkte, at jeg så bare kunne nøjes med MX-støvlerne fra O’Neal, men de mangler komfort og er ej heller vandtætte – et must have i vores del af verden.
Så derfor blev jagten sat ind efter nye støvler.

Tilbage til Italien
Som nævnt, har jeg været ret glad for mine Forma’er, og overvejede også støvler af samme karakter.
Altså støvler der forener touring støvlers komfort, men som inkorporerer elementer fra MX-støvler i større eller mindre grad.
Det kunne være modeller som Sidi Adventure 2, Klim Adventure GTX eller Rev’it Discovery GTX.

Flere varianter er blevet overvejet

Igen kunne jeg bare tage mine O’Neal støvler på når det skulle være lidt vildere, og så ellers bare nyde komforten i hverdagen. Men hvis jeg nu kunne både kunne blæse og have mel i munden, kunne det være noget så dejligt.

Altså have et par støvler som var komfortable nok til hverdagsbrug, som var vandtætte, og samtidig leverede beskyttelse som en crossstøvle. Og den kombination findes angiveligt i form af Alpinestars Tech 7 Enduro Drystar.

De fleste derude kender sikkert Alpinestars… Men kunne det alligevel ikke være tilfældet, er det kort fortalt en italiensk virksomhed grundlagt i 1963, der specialiserer sig i design, produktion og salg af beskyttelsesudstyr til motorsport og andre action sportsgrene.

Firmaet stammer fra den lille by Asolo i det nordlige Italien, og navnet “Alpinestars” er en reference til den alpine kæmpeblomst, der er almindelig i regionen.

Hvad er det for en støvle
I Alpinestars’ program findes der flere støvler med navnet Tech 7.
Således findes der en Tech 7 støvle beregnet til motocross, og der findes en Tech 7 med efternavnet Enduro, som sjovt nok har endurokørere i kikkerten.

Den største forskel på de to støvler er sålen, som jævnfør Alpinestars selv, leverer holdbarhed, stærkt greb, den rette stivhed samt god fornemmelse når maskinen betjenes.

Endelig har vi også Tech 7 Enduro Drystar, som naturligvis også besidder de andre modellers fortræffeligheder, men ydermere er begavet med en vandtæt membran, som holder fusserne tørre.

Med Drystar i navnet, er du sikret tørre tæer

Tech 7 Enduro Drystar er ikke en billig støvle, og med en pris på 3.200 kroner minus en daler, er det et køb du måske lige skal tage tilløb til.
Men første gang du putter foden i støvlen, går det op for dig, at du en del prisen skyldes kvaliteten af materialerne. Det føles bare enormt lækkert, når du propper tæerne i støvlen første gang.

Når du tager støvlen på, holder kraftig velcro støvlen sammen i toppen, så det er enkelt at lukke spænderne, så støvlen sidder godt fast om din fod og ben.
Spænderne er fremstillet af en blanding af plast og aluminium, og justerer selv vinklen over din fod og ben.

Det er også ret enkelt at stramme eller løsne spænderne, så de klemmer lige nøjagtigt så meget som du ønsker, uden at det bliver ubehageligt.

Spænderne justerer selv vinklen

Når det gælder beskyttelsen, er du som tidligere nævnt også godt dækket med Tech 7’erne.
Skinnebenet er beskyttet af en solid plade, som gør eksempelvis utilsigtet kontakt med din fodhviler mindre smertefuld.

Støvlen er konstrueret sådan, at der er en vis mængde fleksibilitet i ankelleddet, så du kan gå i støvlerne samt betjene gear og bremse, men er alligevel tilpas stive i forhold sidevejs bevægelser, for at beskytte din ankel.
Dine tæer bor også sikkert bag en stålforstærket front, og hele foden er godt beskyttet af solid TPU-plast.

Hele støvlen er konstrueret så adækvat rigid, at smider du dig ned på siden sammen med din motorcykel, og din fod lander under denne, bliver dine knogler altså ikke omdannet til benmel i en pose af kød.

Støvlens relativt høje stivhed betyder, at kommer du fra en mere touring-orienteret støvle, vil du ganske givet skulle vende dig at betjene din gear- og bremsepedal, selvom Alpinestars lover superior feel, og i skrivende stund leder jeg da også stadig efter den helt rette position af min gearpedal.
Men med tiden når jeg har kørt støvlerne til, og ikke mindst vænnet mig til dem, bliver det helt sikkert også nemmere at betjene gear- og bremsepedal.

Den gode beskyttelse kommer som sagt ikke uden en pris. Men her tænker jeg ikke på mængden af skillinger der skal hives ud af bukseforet for at anskaffe sig et par, men mere størrelsen på selve størrelsen af støvlens skaft.

Det kan nemlig godt være en lidt en udfordring at trække bukserne fra dit favorit adventuretøj ud over støvlen.
Et problem der selvfølgelig er mindre hvis du ikke har alt for store lægge, og slet ikke eksisterende hvis du kører med buksen inde i støvlen.

Vi vender tilbage
Indtil nu har jeg kun tilbagelagt relativt få kilometer de nyindkøbte Alpinestars Tech 7 Enduro Drystar. Men vandtætheden er allerede prøvet af i det lunefulde forårsvejr, og indtil videre tegner det altså godt.

Om det holder på sigt, bliver spændende at se, ligesom det også bliver interessant at se hvordan de fungerer som både hverdagsstøvle til triviel pendlen og langturs/offroad støvle.

Det sidste burde være paradedisciplinen, men man skal som bekendt ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.

Tech 7 Enduro findes også i mindre iøjnefaldende farver

Når der gået nogle måneder vender jeg stærkt tilbage med mine indsamlede erfaringer i de italienske støvler, og deler dem med jer derude. Og er der noget helt særligt du gerne vil have jeg tager med, kan du eventuelt smide det i en kommentar herunder.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start