Opdateret 17/3-2022: MagaCin er efter publicering af artiklen blevet kontaktet af en dansk Dainese forhandler, som oplyser om, at indbyggede airbags uden problemer kan ompakkes og genfyldes ved danske forhandlere af det italienske mærke, og at danske forhandlere også generelt bistår eksempelvis med softwareopdateringer osv. En besked som er diametralt modsat oplysningen, vi i sin tid fik via Dainese Consumer Care i forbindelse med indkøb, hvor tjenesten er umiddelbart tilgængelig på Dainese’s website. Tak til Benny fra Brdr. Sejr Motorcykler for den oplysning. Måske et glimrende eksempel på hvorfor det i visse tilfælde kan være en god ide, at droppe online rådgivning samt bestilling, og købe sine grejer og få dem personligt langet over disken ved sin lokale forhandler.
Det er hamrende fedt at køre motorcykel, men det er altså også en ret fed oplevelse at forkæle sig selv med udstyr af fremragende kvalitet, der udover at være lækkert forarbejdet i gedigne materialer også byder på optimal sikkerhed. Sådan skrev vi i sommeren 2020, da denne skribent gik all-in, og for egne surt sammensparede midler indkøbte MC-beklædning i den mere eksklusive klasse, hvor jakken var udstyret med indbygget trådløs airbag.
I artiklen der er linket til ovenover finder du masser af information om både Dainese Tuono D-air jakken med indbygget airbag og de tilhørende Dainese Alpha bukser, som dengang blev indkøbt for hhv. Dkr. 11.927,79 og Dkr. 3.727,18. Ikke verdens billigste lædertøj, men dengang var det også toppen af poppen i todelt læder fra den italienske mærke. Både i artiklen fra dengang og i den tilhørende video får vi rundet alt det væsentlige omkring både bukser og jakke, herunder også opkobling af jakken til internettet for løbende opdateringer af softwaren. Afslutningsvis lovede vi vores læsere, at bringe en opdatering på vores oplevelser med lædertøjet hurtigst muligt. Hurtigst muligt viste sig af flere årsager at blive godt halvandet år senere, da blandt andet COVID-19 smitten også løbende har været en tur forbi MagaCin’s stab. Men det lykkedes os dog først på året, at få skudt en stump video, hvor vi fortæller lidt om de erfaringer vi har gjort os med lædertøjet indtil nu.
To view the full article you must subscribe or buy access to this article