En snak med Kawasaki på EICMA 2024 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

En snak med Kawasaki på EICMA 2024

Både den nye store Kawasaki Versys og Ninja 1100 SX er på vej til landet i dette øjeblik. Derudover velsignes Kawasaki entusiasterne med en tidssvarende opdateret 2025 Kawasaki Ninja Z900, og vi kan såmænd også løfte sløret for, at dem som har en Bimota KB998 øverst på ønskelisten godt kan begynde at spare op.
CO
11/11-2024 kl. 13:56
Anslået læsetid: 4 Minutter

Vi er ved at nå til vejs ende med egenproducerede videoer fra årets mc-messe EICMA i Italien, hvor læserne foreløbig har fulgt MagaCin’s besøg på Suzuki’s stand i Suzuki afslører spændende ny vin på gamle flasker, været på rundtur på Honda’s stand og set Masser af spændende 2025 nyheder fra Honda på EICMA, hygget os i selskab med Ducati’s Brand Manager Sweden-Norway Tobias Persson, som fortalte om Ducati’s 2025 nyheder i MagaCin besøger Ducati på EICMA, og i dag inviteres læserne med til en snak med den danske Kawasaki importør Marck Lauritsen, der lige som i videoen fra årets Kawasaki nyheder på EICMA 2023 også i år var behjælpelig om information om 2025 nyhederne fra Kawasaki.

Vi har i år prioriteret de indslag, hvor deltagelse af mærkerepræsentanter var mulig, men lad os som en indskudt bemærkning tease for et snarligt kommende video-sammendrag fra EICMA, som krydres med yderligere indhold.
Indtil da får du herunder et indslag fra Kawasaki standen, hvor vi får en snak med Marck fra Kawasaki Danmark om de mest spændende 2025-nyheder fra de grønne japanere. Og lad os allerede nu undskylde for billedkvaliteten, hvor kameraet altså ikke var specielt glad for Kawasakis mange lamper og skærme.

Kawasaki har i år, på lige fod med andre mærker under optakten til EICMA, været langt fremme i skoene med præsentationer af de kommende nyheder, hvor MagaCin har holdt læserne opdateret på, at både 2025 Kawasaki Versys 1100 og 2025 Kawasaki Ninja 1100SX er udstyret med mærkets nye 1.099 cc rækkefirer med forøget slaglængde på 3 mm i hver cylinder, der sammen med et par småjusteringer som det fremgår af nedenstående links øger effekten i Kawasakis største Versys til 135 hestekræfter.

Den store eventyrer kan allerede nu ses på Kawasaki’s danske website i de tre versioner Kawasaki Versys 1100, Kawasaki Versys 1100 S samt Kawasaki Versys 1100 SE og interesserede kan såmænd også finde information om 2025 Kawasaki Ninja 1100 SX med den nye motor på denne side.

Det er selvfølgelig yderst relevant, at de to modeller nu er opgraderet med blandt andet en større Euro5+ godkendt motor, men der var næppe nogle, som var specielt kede af, at Kawasaki også i slutningen af Oktober præsenterede en kraftigt revideret 2025 Kawasaki Z900 med blandt andet nyt design, ny skærm i instrumenteringen, forbedret elektronik med opdateret quickshifter og elektronisk fartpilot samt justerbar affjedring på SE-versionen.

SE-udgaven af streetfighteren som kan ses på Kawasaki’s danske website ved klik på dette link, er spændt op til lir og gadeslagsmål med en fuldt justerbar 41mm USD forgaffel fra Showa og en ligeledes fuld justerbar Öhlins S46 bagdæmper med fjernbetjent fjederforspænding.

2025 Kawasaki Z900 er altså i den seneste inkarnation en fuldt tidssvarende udgave af den ret fede råt raffinerede Kawasaki Z900, som MagaCin i Januar 2017 havde nogle ret usædvanlige og måske endda adrenalinberusende oplevelser på, med planlagt baghjulskørsel og en nær high-side ved modellens såkaldte press-launch under sydlige himmelstrøg.

I videoen over artiklen er vi også et kort smut forbi den ret fede nye Bimota KB998, der blev afsløret nogle uger før EICMA, og som dagen efter præsentationen kunne ses i aktion på racerbane.

Den afsindigt lækre motorcykel som er endnu federe i virkeligheden end på billeder og video, skal ifølge FIM reglementet produceres i et oplag på 125 eksemplarer inden 24. Februar 2025, yderligere 125 enheder skal være fremstillet inden 31. December samme år, og der skal i 2026 være produceret et minimum af 500 eksemplarer af modellen.

Det betyder også, at modellen som du kan læse mere om her bliver tilgængelig i en gadelovlig udgave, hvor man dog må være indstillet på at punge ud for eksklusiviteten.
Bimota KB998 er nemlig prissat til €44,000, hvilket efter aktuel valutakurs i skrivende stund svarer til nøjagtig 328.121 danske kroner og tyve ører, og dertil kommer den danske afgift.

Kawasaki var altså også blandt de mærker, som i år stod klar med spændende 2025 nyheder, og japanerne er faktisk så klar med nyhederne, at Versys 1100 lander hos den danske Kawasaki importør lige om lidt.
Vi glæder os først og fremmest til at deltage i udpakning af de første 2025 Kawasaki nyheder, som i skrivende stund er på vej til landet, og afventer utålmodigt en invitation til at teste nyhederne.

Og indtil det sker, så kan vi jo fordrive tiden med at gætte på, hvilken hemmelig model der stak snuden frem fra kassen på Kawasaki’s stand på EICMA, og hvad skriften på væggen betyder.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start