Himalayan med turbo
Hvis du går og pønser på at tilføje lidt fart og farver til din Royal Enfield Himalayan, så kig lidt nærmere på Mjr. Roach (Major Kakerlak). Maskinen er resultatet af en bunke overskudsstumper, uendeligt meget kaffe og utæmmet kreativitet.
Maskinen er skabt hos Royal Enfields tekniske center i England af fabrikkens eget “Custom Crew.” Designet er inspireret af film og spil fra populærkulturen som Mad Max, Grand Theft Auto og Fortnite.
Forhjulet er et standard Himalayan 21″ hjul, mens forgaffelen er en ordenlig tyk sag fra en MX-maskine. Tanken er magen til den du kan finde på alle andre Himalayans, men den er fastgjort med seletøj fra en faldskærm – det er sædet i øvrigt også. Den rudimentære fastgørelse bidrager til den utilitaristiske aura omkring maskinen.
Motoren på 411 kubik er også magen til den som du finder på andre Royal Enfield cykler – dog med den lille undtagelse, at den har fået klistret en Garret GT 125 Turbo på, som kan levere op til én bars tryk.
Turboen, et KN-filter, opgraderet brændstofpumpe og en hjemmelavet udstødning gør at den lille motor leverer omtrent 50 ellevilde heste – cirka dobbelt så meget som standardmotoren.
Der er absolut intet standard over den nye bagsvinger – Harris Perfomance, som ejes af Royal Enfield, havde en monosvinger liggende, samt et tilhørende baghjul, der passede til projektet. Bagdæmper og fjeder er standardkomponenter, men tilpasset det nye setup. For at sørge for maksimalt greb på det løse underlag en postapokalyptisk verden vil byde på, har “Custom Crew” forsynet deres kreation med Continental TKC 80 dæk.
Forlygtens design ligger også langt væk fra det klassiske design vi kender fra Royal Enfield Himalayan. Fire små insektagtige lygter er monteret, så du kan få på øje på alle de zombier der måtte gemme sig i nattemørket. De små projektører er den eneste form for lys Mjr. Roach er forsynet med – der er ingen baglygte eller blinklys på den fede kreation.
Er Mjr. Roach noget for dig? Eller er du mere til de klassiske linjer? Smid gerne en kommentar herunder.