Honda Monkey 125 på racerbane
Den er elsket af børn og barnlige sjæle i alle aldre, og det har den været i mange, mange år. Selv de mest negative og tvære eksistenser trækker uvilkårligt på smilebåndet, når den hyggelige lille fætter med det elskelige og nuttede udseende pludrer forbi.
Der er ikke det mindste faretruende eller ildevarslende over Honda Monkey, der i den seneste inkarnation vi prøvekørte i 2018 yder beskedne 9,3 hestekræfter.
Dengang konstaterede vi også, at det er en dårlig ide at køre Honda Monkey hvis man gerne vil færdes anonymt. For modellen er utroligt populær i bybilledet, hvor rigtig mange gerne vil dele ud af Honda Monkey fortællinger fra mindernes boulevard, eller ganske enkelt fordrive et frikvarter med at betragte modellen og kommentere det nuttede udseende.
Honda Monkey er nærmest så langt fra et hardcore racerjern, som man overhovedet kan forestille sig, men vi kan ikke dy os for at dele en noget alternativ Honda Monkey video, hvor den lille gavtyv for alvor får noget at leve af. Under vores prøvekørsel i 2018 noterede vi en maksimal speedometervisning på 112 km/t, men hvor hurtigt kan sådan en Honda Monkey 125 i standardudgave egentlig køre når der er plads nok?
Det besluttede den japanske artist Madoka Umemoto, der til daglig er motorcyklist sig for at finde ud af i 2018. Vi har desværre først nu fået kendskab til videoen, hvor Umemoto giver den gas ved Fuji Speedway’s årlige Max Zone Mini Event. Hvilken tophastighed Umemoto’s Monkey kan prale af på lukket bane røber vi ikke, så du må selv gennemse videoen for at få resultatet.
Ja, der er meget snak i videoen, og vores kundskaber udi i japansk er ikke de skarpeste, men vi forstår da heldigvis et universelt smil. Og vi smilede lige så bredt som den japanske kunstner, da vi så Monkey’en blive fyret af ned ad langsiden, og senere da vi så hvad der må være Umemoto’s indlevende og medrivende beskrivelse af turen på bane.
Ha, ha… videoen lægger sig sjovt nok op ad et projekt vi for tiden har i støbeskeen. Vi ved nemlig, at ret mange danskere har købt en Honda Monkey og vi er også bekendt med, at mange af Monkey ejerne ofte kører fællesture.
Det kunne da være genial spas, at fuldende sådan en fællestur med en hyggelig eftermiddag, hvor der bliver givet gas i kammeratligt ræs på lukket bane.
Det projekt SKAL vi have gennemført, og selvfølgelig også have strikket en beskrivelse sammen af bagefter.