Hvad kan gå galt..? En hel del!
Vinden hiver i træerne, og som det var tilfældet i begyndelsen af dette års julemåned, kan det ganske land nemt risikere et massivt snedække.
Sagt med andre ord, er motorcykelsæsonen for langt de flestes vedkommende en saga blot, hvor solstråler og varm asfalt virker som en utopisk fremtid.
Heldigvis har MagaCin timevis af læsestof og videoer med motorcykelrelateret indhold du kan fornøje dig med.
I skrivende stund er der mere end motorcykelrelaterede 9.650 artikler og en frygtelig masse video, med alt fra motorcykeltest og udstyrstest til fornøjelige indslag om julemandens motoriserede kane.
Skulle du være så usandsynligt dygtig at have pløjet dig gennem det meste indhold MagaCin har at byde på, kan du overveje at se på én eller flere af fem Youtube-kanaler som er værd at tjekke ud.
Her er der eventyr i selskab med både en dansker og en australier, og er du mere til værkstedshygge, kan franskmanden under navnet Tahitian Rider, også underholde med sine fine ombygninger.
Hvad gik der galt?
Vellykkede eventyr og ombygninger er altid dejlige at høre om, men nogle gange er der også noget voldsomt underholdende over ting der går galt. Og lige præcis den kategori med en motorcykelvinkel, har YouTube-kanalen Real Mechanic Stuff kastet sig over i selskab med et par af MagaCin’s kendte udenlandske kolleger, i form af Zac Courts og Ari Henning fra Revzilla.
Sammen med kanalens værter, dissekeres mere eller mindre kendte klip fra det store internet, med fællesnævneren hvad gik der lige galt?
Ballet åbner med noget som forhåbentlig de færreste af jer derude har prøvet, nemlig at der går spontant ild i kørerens motorcykel.
Motorcykel er så meget sagt, da der er tale om en crosser af ubestemmelig oprindelse, men den ligner noget som mange sikkert har stående i garagen, til spas og løjer på en nærliggende mark eller grusvej.
Personen i videoen slipper uden de store brandskader, men de arbejdshandsker han har valgt at køre med, frem for rigtige motorcykelhandsker, slipper ikke uden smelteskader.
Ud over en stor underholdningsværdi, indeholder videoen ovenfor også nyttig information om hvordan motorcykler fungerer.
Værten og hr. Courts præsenteres også for en video hvor en chauffør giver sin Harley-Davidson en på skrinet, og da han slipper gassen, begynder maskinens forhjul og dermed styr, at slingre fra side til side i grad, som må have betydet et temmelig forhøjet niveau af anspændthed hos ejeren, som dog klarer frisag.
I forbindelse med gennemgangen, kommer Zack Courts ind på, hvordan en komprimeret forgaffel betydeligt ændrer kronrørsvinklen, hvilket, tydeligvis, kan have vidtrækkende konsekvenser.
Et af årets helt store virale hits, omhandler en gut som synes det er en god idé at tage sin crosser med ind på en skaterbane.
Her er der flere ting der går galt, blandt andet da han tager et hop, men hans kropsposition er helt ude i hampen. Efterfølgende stikker hans kværn helt af fra ham, og nærmest i Superman-agtig positur, med gassen trukket fuldstændigt bagover, tackler vores protagonist parkens største rampe som sender hans stakkels maskine i raketfart lodret op i luften og ham selv skamfuldt i asfalten.
Han burde nok have taget en fjernundervisning i offroad-kørsel.
Hjemmemekanikkere med ti tommelfinger
Som det tydeligt åbenbarer sig i videoen ovenfor, kan det hurtigt gå lidt sidelæns, hvis man tildeler sig selv udfordringer ens evner ikke helt kan indfri, på nakken af sin motorcykel.
Du behøver dog ikke at være i bevægelse, før dine omgivelser tager sig til hovedet i vantro. Udstyret med værktøj og måske lidt for meget gåpåmod, kan ellers fine motorcykler transformeres til veritable beviser på hjemme-mekanikerens himmelråbende fravær af mekanisk kunnen.
En ny udstødning, enten i form af et helt nyt fuldt udstødningssystem, eller blot en slip-on, kan gøre mange gode ting for din motorcykel og oplevelsen af den.
Det behøver ikke være så svært at gøre selv, men hvis du er i tvivl om hvordan sagen skal tackles, kan det være at du skal søge hjælp hos en med et svendebrev.
Dette skulle en af hovedpersonerne i videoen ovenfor nok have gjort.
Vedkommende har nemlig valgt at købe sig en ny slip-on potte, og med stor kreativitet selv monteret den på sin motorcykel.
Desværre ved han ikke så meget om motorcykler, så han har valgt at montere den på bagsvingeren – og forstår du ikke hvorfor det er et problem, skal du helt sikkert se videoen, hvor Ari Henning med hjælp fra en model af en Triumph Scrambler 1200, forklarer hvor det er en vanvittig dårlig idé.
Selvom den italienske kædeproducent Regina har lanceret en (relativ) vedligeholdelsesfri kæde, er det nu en rigtig god idé at tjekke den og ikke mindst tandhjulene som den sidder på en gang i mellem.
Du skal i hvert fald ikke vente så længe som i eksemplet godt otte minutter inde i videoen ovenfor.
Ejeren har klaget over at motorcyklen ikke rigtig trækker, når man giver gas. Når du ser nærbilleder af det forreste tandhjul, forstår du godt hvorfor.
Tænderne er så slidte som hos en aldrende inuit der har tygget spæk hele sit liv.
Oplever du det samme på motorcykel, er det nok på tide, at få kigget til din kæde og tandhjul.
Andre ting kan også lave numre med dit kædekit, for eksempel når noget så simpelt som en kåbebolt, har sat sig på en helt rigtige forkerte måde.
I videoen ovenfor, er det netop sket for en uheldig sjæl, så hans kæde og dermed hjul kun kan rulle baglæns, men den lille kåbebolt forhindrer tandhjulet og dermed motorcyklen i af bevæge sig fremad.
Det leder Henning frem til en pointe om, at er der noget galt, skal man tjekke det enkle ting først.
Hvor mange af os med hånden på hjertet kan sige, at vi aldrig har oplevet en motorcykel der ikke ville starte, med stor frustration til følge, blot for at opdage at dødemandsknappen var trykket ind.
Har du været vidne til aldeles fjollet kørsel eller mere end kreative tekniske løsninger på en motorcykel, eller måske været den med hovedansvaret?
Smid endelig en kommentar herunder, og del dine oplevelser med os.