Julehilsen med sidevogn fra Ural
De fleste motorcykelproducenter ønsker mod årets slutning brugerne en glædelig jul, men det gør de på forskellig vis.
Et af årets indslag som er i den lidt mere underholdende kategori, leveres af Ural Motorcycles, der som bekendt flyttede fra Irbit i Rusland til Petropavlovsk i Kasakhstan i 2022, kort tid efter fik samlet den første motorcykel på den nye fabrik, og tidligt i indeværende år endnu en gang markerede sit standpunkt i forhold til Putin’s vanvid.
Det nu kasakhstanske mærke som stadig er leveringsdygtige i motorcykler med sidevogn, har siden flytningen haft god gang i biksen, og har op til jul delt en stribe opslag på mærkets Facebookprofil med julehilsner.
Ural Motorcycles ønsker som det fremgår af opslaget herover alle en glædelig jul, udtrykker sin taknemmelighed for alle de eventyrlige historier læserne har delt det seneste år, og runder af med at håbe på en fredeligere mere omsorgsfuld og venligere verden i 2024.
Glædelig jul til folkene på Ural Motorcycles herfra.
Udover de hyggelige opslag på sociale medier, har Ural Motorcycles også sendt MagaCin’s redaktion en julehilsen via e-mail.
En e-mail der udover julehilsnerne også indeholdt en ret underholdende såkaldt Christmas Special.
Det kunne sagtens være en lille henvisning til de motorcykeleventyr mc motorcyklisterne har delt med Ural.
Se videoen under dette afsnit, hvor de engelske gutter Daz og Will fra Off The Hook låner en Ural med sidevogn af The Sidecar guys, og begiver sig på en tredages tur til øen Lindisfarne – også kendt som Holy Island – hvor vikingerne som en indskudt bemærkning i 793 indledte vikingetiden i engelsk sammenhæng med plyndring af øens kloster.
En ret underholdende video, hvor mundvigene uvilkårligt kryber opad, når man ser de to ret bramfri velvoksne mandfolks tosserier, og velsagtens sjovere end at se en genudsendelserne på tv.
Bemærk også, at videoen er delt for få dage siden, at turen blev gennemført i December måned, og at julemanden faktisk også på et tidspunkt gæsteoptræder.
Vi er formentlig ikke de eneste som synes, at gutterne fra Off The Hook leverer glimrende underholdning.
Og videoen giver måske endda anledning til, at nogle af os igen overvejer at anskaffe en motorcykel med sidevogn.