LiveWire overgår FXDR-dragster - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

LiveWire overgår FXDR-dragster

Er Harley-Davidson LiveWire virkelig mere potent end en FXDR-dragster?
01/11-2020 kl. 06:00
Anslået læsetid: 3 Minutter

Da Harley-Davidson for alvor kom i rampelyset sidste år ved lanceringen af den elektriske Harley-Davidson LiveWire, havde virksomheden store forventninger til hvad fremtiden måtte bringe. Så store, at en målsætning på daværende tidspunkt var, at blive førende inden for eldrevne 2-hjulere.

Tiden gik, forbrugernes interesse og ikke mindst nysgerrighed voksede, og den 17/4-19 kunne MagaCin fortælle, at der to dage forinden blev åbnet op for forudbestilling af modellen med forventet levering i september samme år.

En uddybende artikel omkring specifikationer blev udfærdiget i juli; en tekst hvori man slutteligt kunne læse, at MagaCin stod klar til at hoppe på flyveren den efterfølgende weekend, for at drage over Atlanten, og testkøre hvad mange i starten troede var en joke.

Frisk og veludhvilet i Portland, USA, sprang MagaCin’s udsendte i passende klæder, og traskede afsted mod turens indledende pressemøde for at beskue verdens første serieproducerede elektriske Harley-Davidson.
Resten af turen, og hvordan testpiloten oplevede modellen for første gang, samt hvordan maskinens svingvillighed blev presset til grænsen, hvorefter vores udsendte tog en venlig snak med et par Harley-Davidson designere for at evaluere problematikken omkring et par ridser på motorcyklen, kan du læse mere om her.

Siden da har Harley-Davidson mødt en del modgang; både i form af produktionsstop af LiveWire, og at chefen pludselig smuttede hvorefter den super fede streetfighter forsvandt.

Der er nu kommet ro på sættet, og på trods af småproblemer, er Harley-Davidson LiveWire stadig en yderst interessant og tilsyneladende ganske pålidelig motorcykel.
Så pålidelig, at de to modeller som blev udleveret til Ewan McGregor og Charley Boorman, klarede Long Way Up med bravour.
Et projekt der senere er udgivet som podcast, hvori du gennem seks afsnit kan høre om alt lige fra modifikation og klargøring af maskinerne, til turberetninger.
Er du ikke podcast-typen er det også muligt at se rejsen i levende billeder på Apple TV.

LiveWire klarede altså strabadserne på den 20.000 kilometer lange tur, men modellen kan mere end det.
Efter Long Way Up trillede modellen forbi Denso Spark Plugs NHRA U.S Nationals på Lucas Oil Raceway for at give tilskuerne en på opleveren.
Her bragede en modig sjæl ved navn Angelle Sampay – som til hverdag beskæftiger sig med en Harley-Davidson FXDR Pro Stock – lydløst ned ad banen, og satte tids- og hastighedsrekord for en elektrisk drevet produktionsmotorcykel på en dragrace bane.

Se bare videoen her under hvor Harley-Davidson går i dybden med hvad de beskriver som “the mental and physical techniques used by top racers”, og hør hvordan Angelle Sampay overraskes af maskinens moment, og fortæller at den trækker kraftigere end holdets FXDR-dragster.

Nu er der ingen her på redaktionen der har bevæget sig op på nakken af en FXDR-dragstervi har dog testkørt Harley-Davidson FXDR i standard udgave – og kan af gode grunde ikke bekræfte, at LiveWire trækker hårdere end sådan en krabat. Men vi kan skrive under på, at momentet på elektriske motorcykler er noget for sig, og at det er en oplevelse man på ingen måder må snyde sig selv for.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start