MagaCin unboxing: Triumph Trident 660
Vi så den officielle præsentation af den nye Triumph Trident 660 allerede sidst i Oktober måned 2020, og selv om der har været og stadig generelt er lukket ned for officielle pressepræsentationer, lykkedes det alligevel enkelte journalister at prøvekøre modellen kort tid efter lanceringen.
De første meldinger fra udenlandske MC-skribenter går på, at Triumph har kreeret en usædvanlig skarp udfordrer til kongetronen for naked-bikes i mellemklassen.
Vi har endnu ikke haft lejlighed til at teste modellen, så derfor får du i denne omgang mulighed for at overvære udpakningen af et sprit nyt eksemplar.
Du kan nok selv hitte på mere end én motorcykelproducent der har vurderet, at en trecylindret motorkonstruktion ikke er helt tosset, og det er netop konceptet i maskinrummet på den nye Triumph Trident.
For med en trecylindret motor kombinerer man spidskompetencer fra to- og firecylindrede motorer.
De går som varmt brød
I videoen over artiklen får du nok en opfattelse af, at også forhandlere og almindelige brugere er ret begejstrede.
Vi danske motorcyklister er faktisk så eksalterede, at den første sending af Triumph’s billigste model i programmet i øjeblikket flås ned af hylderne i Steven’s MC Shop.
Nåede du ikke til fadet i denne omgang, så kan vi trøste dig med, at flere eksemplarer er bestilt og undervejs.
Indehaver Steven Walsh frygter, at han ikke har bestilt nok af den spændende model, men glæder sig samtidig over den store interesse.
Også til A2 kørekort
Har du endnu ikke ‘stort kørekort’, så findes der også en løsning på det.
For Triumph Trident kan nemlig drosles med et ganske ukompliceret indgreb, og lige så let slippes fri af de begrænsende bånd igen.
Se Steven fortælle hvordan det klares med et snuptag i videoen nedenunder.
Vi har naturligvis forespurgt om muligheden for at låne et testeksemplar af modellen, men det ser ud til at blive en logistisk prøvelse.
For hos Steven’s MC Shop kommer kunderne i første række, så demo eksemplaret står først og fremmest til rådighed for dem.
Modellen vi kredser omkring i videoen bliver de kommende dage udstyret med stumper fra udstyrskataloget, så kunder kan få en fornemmelse af hele pakken ved prøveture.
Allerede fra i morgen d. 1/3 er det muligt at komme tættere på Tridenten, og på butikkens Facebook side kan vi også se, at der er udbredt interesse for at se og prøvekøre modellen.
Det kan vi godt forstå, og vi glæder os også vanvittigt meget til at trille nogle kilometer på den spændende model, der i øvrigt er rigtig fornuftigt prissat.
Afslutningsvis har du måske lyst til at se, eller gense, videoen New Triumph Trident 660 Features and Benefits, hvor du får serveret en grundig gennemgang af den nye Triumph Trident 660.